Spring til indhold

Mit Vollsmose

Grøn, mangfoldig og inspirerende

Marie Toft er kulturiværksætter og arrangerer comedy-events i Odense. Hun bor med sin kæreste Steen, datteren Arya på 5 år og tvillingerne Carter og Jarvis på 21 måneder lige midt imellem Åsum og Vollsmose.

 

- Vi havde brug for egen have og højt til loftet. Pludselig faldt vi over denne perle med Odense Å i baghaven og 5 km til Flakhaven. Det er jo magisk, at det kun tager 20 minutter på ladcyklen med tre børn ind til byen.

 

Mangfoldigheden i området er noget helt særligt. Vi bor i et villakvarter med rækkehuse og parcelhuse og med Vollsmose-blokkene næsten lige overfor. Her møder vi et væld af forskellige etniciteter, unge, gamle, familier, enlige, børn og voksne. Og så er her en imponerende gæstfrihed.

 

Mange efterspørger fællesspisninger, hvor vi kan mødes om mad fra forskellige kulturer. Jeg drømmer om at lave kultur-speeddating, for at styrke fællesskabet, inspirere hinanden og få øjnene op for hinandens kulturer.

 

Vollsmose kulturhus og biblioteket på Vollsmose Torv har meget at byde på, og folk mødes om vidt forskellige ting. Åsum er som en tidslomme at træde ind i med gamle bindingsværkshuse og ænder ved åen. Det giver en særlig ro. Ved åen bag vores vænge er der en skøn legeplads og et græsareal, hvor der spilles fodbold og rundbold - og alle der kommer herned, bliver inviteret med i spillet. Det er da skønt!

 

Marie Toft

 

Bydelsfortælling Vollsmose

Læs mere om Vollsmose og Åsum her

Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her 

Find vej til Odenses forskellige bydele og aktiviteter på Odenserundt.dk

Borgmesterforvaltningen