Spring til indhold

Mit Stige

Nærvær og friluftsliv i naturskønne omgivelser

Iværksætterparret Esben og Shinta Darling er bosat i Stige, hvor de bor med en dejlig børneflok på fem. Parret er selvstændige og har sammen eget firma i Stige med omkring 30 ansatte.

 

- Vi valgte at flytte herud for 10 år siden, fordi vi kunne se en fordel i at have firma og privatliv sammen – og muligheden bød sig i vores nuværende hus. Vi har grønne marker omkring os, men arbejder internationalt med hele verden og den kombination er skøn.

 

I Stige er vi er uden for bymidten men ikke længere end syv kilometer. Bussen kører ofte ind til byen, og der er også rigtig gode cykelstier. Vi har naturen som vores nabo og ser grønne marker og træer lige så langt øjet rækker. I Stige by har vi mulighed for indkøb af dagligvare, og der er to gode skoler. At handle i den lokale Sparbutik er hyggeligt, hvor man altid møder kendte ansigter.

 

Der er en del initiativer i tilknytning til byens haller, som skaber et godt nærmiljø for børnene, hvilket vi sætter stor pris på.

 

Samtidig glædes vi over den udvikling, bymidten har gennemgået over de sidste par år. At den har vokset sig større og ”lukket bilerne ude” er rart, og samtidig er der altid parkeringspladser at finde. Vi benytter bymidten en del som voksne, og har igennem de seneste par år fulgt de mange gastronomiske steder, der er åbnet i centrum og som alle udgør en stor variation i madkulturer og med høj kvalitet.

 

Men også Stige er en bydel i udvikling, hvor især væksten af erhverv i området og de mange aktivitetstilbud er kendetegn for det spændende område. Stige Ø er i sig selv et udpræget kulturlandskab, hvor man kan være aktiv, studere dyre- og planteliv, lave mad på bålpladser og overnatte i shelters.

 

Derudover tilbyder de skønne områder i Stige løbeture langs Odense kanal og cykelture i smukke omgivelser - cyklingen foregår sammen med andre fra Stige, hvor vi mødes på Stige Friskole og cykler 50-80 kilometer turer herfra.

 

Esben og Shinta Darling

 

Bydelsfortælling Stige

Læs mere om Stige her

Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her 

Find vej til Odenses forskellige bydele og aktiviteter på Odenserundt.dk

 

Borgmesterforvaltningen