Spring til indhold

Mit Skt. Klemens

Åbenhed, nærhed og natur

Niels er 59 år, og er bosat i Skt. Klemens sammen med sin kone, Tove og parrets hund. De har sammen tre voksne drenge, som alle er opvokset i bydelen. Niels er en ægte ildsjæl, som i løbet af sine 32 år i Skt. Klemens har været med til at sætte sit personlige præg på bydelen.

 

 

Niels Haastrup Skt Klemens

 

 

Det har han blandt andet gjort gennem sit store engagement i den lokale fodboldklub, spejderforening og dilettantforening, hvoraf sidstnævnte stadig er en aktivitet, som Niels beskæftiger sig med i stor stil.

 

- Skt. Klemens er et dejligt sted, og vi er rigtig glade for at bo her. Vi bor tæt på naturen, og bydelen ligger som et stenkast fra bymidten, men har skønne landlige træk. I Skt. Klemens hilser vi på hinanden og vil gerne hinanden. Derfor er der også en masse lokale kræfter i bydelen omkring skolen, gymnastik og fodbold, som er med til at skabe en fantastisk nærhed.

Den store opbakning til opstart af forskellige initiativer er også velkendt for Niels og Tove, som sammen har startet en løbeklub under den lokale idrætsforening til glæde og gavn for de mange løbere i området.

Der er i det hele taget gode muligheder for at tage del i fællesskabet i Skt. Klemens, hvor bydelens borgere kan mødes på diverse samlingssteder. Heriblandt den lokale sportsplads og på Skt. Klemens skolen, som bliver brugt som mødested for diverse klubber.

For børnene findes der en kælkebakke og et dejligt grønt areal, hvor børnene kommer på eget initiativ og spiller rundbold. Der er også rig mulighed for at få frisk luft i lungerne ved at gå hyggelige ture nede i skoven, hvor man kan nyde synet af duggen, der falder over marken med græssende køer i baggrunden.

 

Niels Haastrup

Februar 2018

 

Læs mere om Skt Klemens her

Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her 

Find vej til Odenses forskellige bydele og aktiviteter på Odenserundt.dk

 

 

 

Opdateret 12-09-2018

Borgmesterforvaltningen