Mit Seden Strandby
Natur, fællesskab og aktiviteter i vand og på land
Stine, Lasse og deres to sønner Villads på 6 år og Lukas på 4 år nyder naturen og fællesskabet i Seden Strandby
- Vi er begge to kitesurfere og bruger en stor del af vores fritid på at surfe både selv og med børnene. De er dog stadig for små til at surfe selv, men vi har dem med på boardet mellem benene eller leger med dem i vandkanten.
Vi kitesurfer på hele Fyn, men en af grundene til at vi har valgt at bosætte os i Seden Strandby er, at vi kan hoppe i våddragten hjemme i garagen og gå ned til vandet og derved spare en masse transporttid. Vandet er meget børnevenligt, da det er lavt langt ud, der er ikke store bølger og strøm. Det er et naturskønt område med mange muligheder og hurtig adgang til Odense fjord. Samtidig er det i cykelafstand til Odense C, hvilket gør det nemt at benytte de muligheder, som storbyen har.
I Seden Strandby mødes folk på vejen, på legepladsen og ved vandet, hvor der i løbet af året er mange aktiviteter – bl.a. sommerfest, Skt. Hans, Fjordens dag, bålaktiviteter og fællesspisning. I Fjordager Idrætsforening går børnene til fodbold og gymnastik, og på vandet kan man blandt andet kitesurfe, vindsurfe, SUP, fiske, sejle kajak og kano - og Stige Ø kan man sejle til på ganske kort tid.
Stine Sommer Sønnichsen
Februar 2018
Læs mere om Seden her
Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her