Mit Højby
Fællesskab, friluftsliv og nytænkning
Allan er 39 år, gift med Tina, der sammen har tre drenge på 3, 6 og 9. Til daglig sørger han for, at organisationer landet over får den gas, de behøver. Dette spænder fra kuldioxid til festivalkanoner til oxygen, der hjælper hospitalspatienter med at trække vejret.
- Jeg må jo indrømme, at jeg ikke kan lade være med at blande mig i ting. Jeg må bare sande, at jeg er drevet af at komme med nogle idéer, kaste nogle bolde op i luften, og på den måde kunne gøre en forskel. Netop dette er essensen af Allans fritid.
Allans egen barndom var præget af passionen for håndbold, og da han opdagede, at den lokale håndboldklub manglede mindre årgange i klubben, måtte der skrides til handling. Derfor igangsatte han og flere borgere en større kampagne på de lokale skoler og SFO’er, for at få flere børn engageret heri. I dag tæller klubbens mindre årgange 100 unikke unger, men er stadigt voksende, og har fællesskabet i centrum.
Allan er også grundlægger af klovneløbet, som hvert år tiltrækker flere hundrede løbere med ambitionen om at gøre en forskel for landets yngste hospitalsindlagte patienter. Alene i år formåede de knap 600 Højbygensere i fællesskab at indsamle 125.000 kr. til foreningen. Penge der ubeskåret er gået til at sprede smil og glæde, blandt dem der har mest brug for det.
Er man, ligesom Allan, meget idérig, og brænder for at gøre en forskel, er opbakningen der også - det helt specielle ved Højby er det fantastiske fællesskab, og opbakningen om nye idéer. I skrivende stund arbejder han på opførelsen af en multibakke i det centrale Højby. Idéen til projektet udsprang af, at Allan mente, at man kunne anvende al overskudsjorden fra projekter som Thomas B. Triges gade til noget bæredygtigt. Idéen er at lave en kælkebakke og en mountainbikebane.
Allan Peterson
Februar 2018