Mit Agedrup-Bullerup
Børnevenlig bydel med stærkt fællesskab
Dorthe er 37 år, bor i Agedrup/Bullerup med sin mand og tre børn, og så er hun passioneret friluftsmenneske.
Dorthe elsker at skabe oplevelser i lokalsamfundet, og hun er stærkt engageret medlem af den lokale beboerforening. Herigennem har hun blandt andet været opstarter på det spændende projekt Naturpark, som skal gøre de skønne naturomgivelser i området endnu mere attraktive og anvendelige for friluftsaktiviteter med planer om opbyggelse af et shelter til fælles brug.
- Agedrup/Bullerup er et fantastisk sted, hvor de lokale hjælper hinanden på kryds og tværs. Der er altid stor opbakning til de gode initiativer i området. Det ses blandt andet til Skt. Hans, når folk strømmer til fra nær og fjern for at tage del i festlighederne, eller når der i fællesskab samles skrald for at holde bydelen ren og imødekommende. Det startede med en gruppe på 20 personer, og efter ganske få år var vi i 2017 oppe på 50 personer. Jeg synes, at det er super fedt, når folk støtter op om det lokale, og når vi i fællesskab kan gøre vores bydel bedre.
Agedrup/Bullerup er et attraktivt og multikulturelt område, hvor folk vil hinanden, og hvor der en imponerende interesse for at udbygge naboskabet. Der er masser af aktiviteter for børn i gadebilledet og legepladser inden for kort afstand, hvor børn kan få brændt en masse krudt af i trygge rammer.
Der er yderligere gode muligheder for at dyrke sportsinteresser og fællesskabet gennem foreningslivet, med alt fra gymnastik til håndbold på programmet til alle folk i alle aldre. Agedrup/Bullerup er den perfekte bydel, hvis man ønsker et stærkt fællesskab, stor indflydelse på sit lokalsamfund og trygge rammer for sine børn.
Dorthe Reinberg
Februar 2018
Læs mere om Agedrup/Bullerup her
Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her
Find vej til Odenses forskellige bydele og aktiviteter på Odenserundt.dk