Spring til indhold

Interview med Chris MacDonald

Den 3. juni 2019 blev gå-kampagnen ’Gang i Uge 23’ skudt i gang for 10. år i træk. For at fejre dette, havde vi inviteret sundhedsguruen Chris MacDonald til et åbningsforedrag i Seniorhus Odense.

Til foredraget troppede 200 nysgerrige og aktive ældre op. Og efterfølgende gik halvdelen med på ugens første gåtur, der foregik i Åløkkeskoven. Vi stillede Chris et par spørgsmål om gang, sundhed og motivation. Læs med og få svarene.

 

 

Vi hører alle sammen om folk, der løber halvmaraton, træner med tunge vægte eller cykler 100 km i ugen. Så batter det overhovedet at gå en tur?

JA det batter faktisk rigtig meget. Gang er motion, og det er en bevægelsesform, de fleste af os kan benytte. Forskning viser, at der faktisk er rigtig meget at hente ved at gå, gang beriger nemlig både fysikken og sindet. 

 

I dagens Danmark har vi travlt med at optimere. Vi udfordrer os selv mere og mere, og det er blevet helt normalt at løbe halve og hele maratons. Derfor kan man måske føle, at man ikke kan være med. Men det er noget pjat, for alle kan være med. Jeg mener selv, at gang er den vigtigste motionsform. Hvis man ser en motionspyramide for sig, så vil jeg mene, at gang er fundamentet. Oven på – altså som det næste niveau – finder man mindfulness, og over det kan man så bygge på med højintensitets træning, styrketræning mm., hvis man kan og vil. 

Gang giver nærvær, samvær og dialog – i meget større grad end alle andre motionsformer. 

 

Giv tre gode råd til, hvordan man kommer i gang med at motionere?

  1. For at komme i gang med at motionere, skal man bruge en aktiveringsenergi. Og første gode råd er at blive bevidst om, at der faktisk skal en enorm stor mængde energi til. Vi mennesker er ikke designet til at gå eller løbe, hvis der ikke er et formål, så dét her med at motionere uden et egentligt formål, kan for mange af os føles rigtig svært. Bliv bevidst om dette, så er du allerede godt i gang. 
  2. Vi mennesker er sociale væsener. Og vi føler os mere forpligtede over for andre end over for os selv. Så prøv at lave motion sammen med andre. Fællesskabet øger motivationen.
  3. Alle har en ITF-liste. (Ikke-Til-Forhandlings-liste) på denne liste står der alle de ting, vi dagligt gør, uden at forhandle med os selv. Vi står op, vi børster tænder, vi spiser mad, vi møder på arbejde osv. Prøv at tilføje motion på denne liste, sådan at man ikke skal forhandle med sig selv hver evig eneste gang, man skal motionere. Det er en stor hjælp.

 

Hvordan finder man så den rette motivation?

Motivation består af tre ingredienser. Hvis én af dem mangler, så falder motivationen til jorden:

  1. Fællesskab/relation (Forklaring: Man behøver ikke dyrke motion sammen med andre, men man er nødt til at have nogen der tror på én, hepper på én, eller nogen, man kan spejle sig i eller tale med det om)
  2. Kompetencer (Forklaring: Man skal få en succesoplevelse, når man dyrker motion – på den måde føler man, at man er kompetent til det, man laver)
  3. Autonomi (Forklaring: Man skal have vilje til og interesse i at motionere, lysten skal komme indefra, og må aldrig ligge som et ydre pres)

 

Hvad synes du om Odense Kommunes gå-kampagne?

Det er fantastisk at se, at Odense afholder sådan en gå-kampagne hvert år. På den måde er de med til at inspirere, informere og måske den vej at motivere nogen til at motionere lidt mere og blive gladere og sundere. 

Jeg ville ønske, der havde været nogle skoleklasser eller børnehaver med på turen i dag, for når man sætter børn og ældre sammen, altså hver sin ende af aldersspektret, så sker der noget magisk. Børn er interesserede, nysgerrige og har en enorm energi, mens de ældre har livsvisdom, der er enormt inspirerende. 

Men jeg ved, at de er med på nogle af de andre gå-ruter, og det er godt tænkt. 

Opdateret 09-10-2019

Ældre- og Handicapforvaltningen