streg

Gravid

streg

Hvis du har haft ubeskyttet samleje eller kondomet er gået i stykker eller du måske har glemt at tage dine p-piller, er der risiko for, at du er blevet gravid

Husk i den situation, at du måske kan klare sagen med nødprævention.


Hvis der er gået mere end 72 timer siden ubeskyttet samleje og du ikke er indstillet på at få sat en spiral op inden fem dage, er du nødt til at vente og se, om din menstruation kommer til tiden.

gravid


Hvis din menstruation udebliver mere end en uge efter ventet tid, kan du tage en graviditets-test og få besked på, om du er gravid.


Hvis graviditetstesten er negativ - og menstruationen stadig udebliver - kan du tage en ny graviditets-test 1-2 uger senere og få besked på, om du er gravid.


Det vil være en god idé, hvis du samtidig taler med din læge om det for at få en afklaring på, om der er noget galt.

Graviditetstest kan købes på apoteket.


Du kan også tale med os på Præventionsklinikken om det. Ring - på telefon 63 75 75 70 - og fortæl, hvad det drejer sig om - og få en tid til en samtale og en undersøgelse.


Hvis du kommer hos os, vil vi prøve at hjælpe dig med at finde ud af, om du er blevet gravid.


Ikke gravid

Hvis det viser sig, at du ikke er blevet gravid, har du måske brug for rådgivning og vejledning i brug af prævention.

Det vil vi gerne hjælpe dig med. Du får lejlighed til at tale med én af Tigergårdens læger om det.


Gravid

Hvis det viser sig, at graviditets-testen er positiv, så er du gravid.

Og så dukker nye spørgsmål op.


Hvis du ønsker fortsætte graviditeten og få et barn, skal du tale med din egen læge om det. Ring til din læge og fortæl om graviditeten og aftal tid til graviditetsundersøgelse.


Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre i denne uventede situation, har du brug for hjælp.


Og husk, at der ikke er grund til at træffe beslutning om noget som helt her og nu, så længe du kun er gået nogle uger over tiden for den udeblevne menstruation.


Du har brug for at sunde dig og tænke dig om Først skal du tale med dine nærmeste fortrolige om det: din mor og far, din kæreste/mand eller med en god veninde. Det drejer sig om mange svære overvejelser og tanker, før du kan tage beslutning, om du vil gennemføre graviditeten eller have abort.


Den næste, du skal tale med, er din egen læge, som vil kunne forstå din situation og hjælpe dig til at træffe den bedste beslutning for dig. Og husk, at det er dig og kun dig, der kan træffe det endelige valg. Din læge vil også fortælle dig, at du ud over denne indledende konsultation har ret til en støttende samtale. Enten med din læge eller med en anden person, du i samråd med lægen vælger, og hvor du vil få lejlighed til at sætte ord på dine overvejelser - for eller imod at gennemføre graviditeten.


Det kan på Fyn være i Mødrehjælpen i Odense eller i Mødrerådgivningen i Svendborg. Du kan også vælge at henvende dig direkte og uden henvisning til rådgivning og støttesamtale.


Hvis du ikke i første omgang ønsker at tale med din egen læge, om at du er blevet gravid, kan du henvende dig til en anden læge eller til os på Præventionsklinikken og få råd og vejledning om, hvordan du skal forholde dig. Hos os på Tigergården vil du kunne få en samtale med en læge om din uventede graviditet.
 
Hvis dit ønske umiddelbart er at få abort, kan vi fortælle dig om abortindgrebet og om henvisningsmulighederne. Vores opgave er også at hjælpe dig på vej - for eksempel til din egen læge eller til Mødrehjælp eller Mødrerådgivning.


I de situationer, hvor du mener, at alle forhold er afklaret på forhånd - og du er over 18 år - vil vi fra Tigergården eventuelt kunne formidle direkte henvisning til abort.

Hvis du er under 18 år, gælder særlige regler og forbehold. Selv om du måske er overbevist om, at du ikke vil have barnet, så skal den ene af dine forældre eller din værge, hvis du har en sådan, med sin underskrift give lov til, at du får abort. Hvis denne nægter at følge dig i dit ønske, kan din læge henvise dig til et amtsligt samråd med henblik på tilladelse til abort.


Og husk, at ingen kan tvinge dig - hverken til at gennemføre graviditeten eller til at få abort.


Beslutningen er din og din alene.


Mødrehjælpen i Odense har telefon: 33 45 86 80. Mødrerådgivningen i Svendborg har telefon: 62 22 15 63

Sidst opdateret: 27.10.2009