|
Indledning
Kommuneplanen består af to dele, hovedstruktur og rammer for lokalplanernes indhold.
Hovedstrukturen angiver de overordnede mål for udvikling og arealanvendelse i kommunen.
Hovedstrukturen indeholder målsætninger og strategier for fx byvækst og omdannelse og herunder målsætninger for udbygning med erhverv, boliger, service, grønne områder og trafiknettet.
Hovedstrukturen indeholder også retningslinjer for en række temaer, f.eks. landskaber, støj og grundvand, som skal respekteres i forbindelse med lokalplanlægningen.
Rammer for lokalplanernes indhold bestemmer, hvad de enkelte arealer kan anvendes til og hvordan og hvor meget, der må bygges.
Kommuneplanens rammedel består dels af generelle rammer og dels af konkrete rammer for de enkelte delområder.
I rammerne deles kommunen op i områder til boliger, erhverv, centre, service, friarealer eller jordbrug. Hvert område er, ud over kommuneplanområdenummeret, betegnet med et eller flere bogstaver (anvendelseskode) samt et nummer.
For hvert enkelt område er der fastlagt bestemmelser for områdets anvendelse og for det fremtidige byggeri. I nogle områder fastlægges desuden særlige krav om friarealer, parkeringsforhold, støjafskærmning mv.
Der kan ikke udarbejdes lokalplaner, der går ud over disse bestemmelser, uden ændring af kommuneplanen, men bestemmelserne kan eventuelt indsnævres og detaljeres.
Lokalplaner
Lokalplaner skal være i overensstemmelse med kommuneplanens hovedstruktur, herunder retningslinjer og rammerne for lokalplanlægningen. Ved ændret anvendelse og ny bebyggelse er lokalplanen bindende for ejere, lejere og brugerne af de ejendomme, som lokalplanen omfatter.
Eksisterende lokalplaner og byplanvedtægter
Hvor der tidligere er vedtaget en lokalplan eller byplanvedtægt, gælder bestemmelserne heri fortsat. En tidligere lokalplan eller byplanvedtægt kan ændres ved en ny lokalplan i overensstemmelse med kommuneplanen.
Områder uden lokalplan eller byplanvedtægt
Hvis der ikke er vedtaget lokalplan eller byplanvedtægt for et område, gælder de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser i byggeloven og i kommuneplanen.
Byomdannelsesområde
Ved Odense Havn er der udpeget et byomdannelsesområde i henhold til Planlovens bestemmelser. Det har nogle særlige retsvirkninger. Ved udarbejdelse af lokalplanforslag indtræder en særlig overgangsperiode, hvor støjende virksomheder kan støje op til 5 dB(A) mere end de vejledende støjgrænser i en periode op til 8 år.
Udarbejdelse af lokalplaner vil ske i dialog med virksomhederne, og der skal udarbejdes en støjhandlingsplan. For lugt og støv gælder tilsvarende overgangsbestemmelser. Af andre væsentlige retsvirkninger kan nævnes mulighed for at give påbud eller kræve revision af miljøgodkendelser efter Miljøbeskyttelsesloven og mulighed for at kræve oprettelse af grundejerforening i byomdannelsesområdet. Retsvirkninger og fremgangsmåde er beskrevet i vejledningen: ”Ekstern støj i byomdannelsesområder.”
Konkrete rammebestemmelser der gælder for de enkelte delområder.
For hvert delområde er beskrevet, hvilken type anvendelse, der kan finde sted på arealet, det maksimale antal etager, bebyggelsesprocent eller bebygget del af arealet. Derudover kan der være beskrevet supplerende bestemmelser til de generelle anvendelsesbestemmelser, der er fastsat for et enkelt område.
|