|
Kommuneplan 2009-2021 er en plan, der afspejler mange forskelligartede interesser, der er blevet samlet i én plan. Denne kommuneplan er således den første reviderede kommuneplan efter kommunalreformen, der har betydet store ændringer i kommuneplanlægningens indhold og ansvarsområde.
Odense Kommune overtog med kommunalreformen ansvaret for en lang række opgaver fra Fyns Amt, herunder planlægningen af det åbne land. Vi har med denne revision valgt at koncentrere os om en sammenskrivning af Regionplan 2005 og Kommune-og Miljøplan 2004-2016. Det har vi gjort for at sikre, at de nye store opgaver bliver tilgodeset bedst muligt.
Planstrategi 2008, der blev vedtaget april 2008, beskriver byrådets strategi for udviklingen i Odense og anviser, hvordan kommuneplanen skal revideres.
Planstrategiens 4 strategier –
- Odense - Syddanmarks Vækstcenter.
- Odense som Vidensby.
- Bosætning og livsudfoldelse i oplevelsesbyen.
- Odense som bæredygtig by.
er således udgangspunktet for kommuneplanen, der skal konkretisere de politisk vedtagne strategier. Det er vigtigt at sætte dem i forhold til de givne forudsætninger, så kommuneplanen kan sætte fokus på handlinger, der understøtter strategierne. Der er for hvert afsnit i kommuneplanen indarbejdet et skema, der afspejler i hvor høj grad initiativerne i det enkelte afsnit understøtter strategierne.
Derudover har Odense Byråd med vedtagelsen af Vision Odense og Miljøpolitikken samt tiltrædelsen af Aalborg Commitments og Countdown 2010 sat nye rammer for udviklingen i Odense, som også kommuneplanlægningen skal forholde sig til.
Miljøpolitikken sætter for alvor fokus på bæredygtighed i Odense Kommune, hvilket også er en af de fire strategier fra Planstrategien. Det betyder, at vi fremover skal tænke bæredygtighed i en bred forstand ind i alle aspekter af den fysiske planlægning. Miljøpolitikken indeholder så vigtige mål og pejlemærker for planlægningen, at vi har valgt at indarbejde et selvstændigt afsnit om bæredygtighed i denne kommuneplan.
Vi står over for en vigtig proces, der i sidste ende skal kvalificere både byudviklingen og udviklingen af naturen og landskabet i kommunen, så Odense over tid udvikler sig til Danmarks mest bæredygtige by.
Med andre ord skal kommuneplanlægningen i Odense Kommune nytænkes og udvikles i forhold til en lang række nye forudsætninger. Med Kommuneplan 2009-2021 lægges der op til en løbende temaplanlægning, der kvalificerer planlægningen i forhold til de overordnede strategier og forudsætninger:
- Der vil i planperioden blive gennemført en temaplanlægning for det åbne land, hvor der vil blive sat fokus på en sammentænkning af planlægningen af byen og det åbne land, så benyttelsen og beskyttelsen kommer til at gå hånd i hånd. Retningslinjerne for det åbne land vil i den forbindelse blive revurderet og kvalificeret i forhold til Odense-forhold, ligesom de vil blive sat i forhold til de kommende statslige planer, Natura2000-planen og Vandplanen.
- Der udlægges ikke arealer til ny byvækst i denne kommuneplan, da vi mener de fremtidige udlæg skal udpeges på baggrund af bæredygtighedsperspektivet – og derfor skal kvalificeres meget bedre end de ville kunne blive på nuværende tidspunkt. Der vil i den første halvdel af planperioden blive gennemført en temaplanlægning, som dels fastlægger den kommende byudvikling, dels tegner en hovedstruktur for fremtidens Odense.
- En temaplanlægning vil blive gennemført i den kommende kommuneplanperiode for det kulturhistoriske miljø. Det kulturhistoriske område udgør en vigtig del af vores fælles arv og byens og landsbyernes fortælling. Det har derfor fået sit eget afsnit i Kommuneplan 2009. Udarbejdelsen af en temaplanlægning er nødvendig, da udpegningen af de kulturhistoriske miljøer skal kvalificeres bedst muligt, så der kan blive taget de nødvendige hensyn i den fremtidige planlægning.
- Endelig vil der blive udarbejdet et tematillæg om fritids- og friluftslivet, som sætter fokus på at skabe en sammenhængende rekreativ struktur, og forbedre mulighederne for såvel det organiserede som det uorganiserede friluftsliv.
Temaplanerne vil blive udarbejdet sideløbende. Planerne vil blive koordineret indbyrdes og vil blive gennemført som en sammenhængende planlægning.
Udover temaplanerne opstiller Kommuneplan 2009 en lang række andre initiativer, der skal gennemføres i planperioden. Der vil blive udarbejdet en handlingsplan, der dels sikrer koordinering mellem initiativerne indbyrdes og temaplanerne, dels fastsætter tidsplaner for gennemførelse af initiativerne, samt hvem der er ansvarlig for gennemførelsen af initiativerne.
|
|