streg

Referat af bestyrelses møde 8. november 2010

streg

Bestyrelsesmøde i Troldhøj, d. 8.11.2010
Ekstraordinært bestyrelsesmøde, i forbindelse med valg for/imod frokostordning.

Formålet med aftenens møde: at vedtage valgregler i forbindelse med afstemning om frokostordning. Endvidere fastlægges strukturen for informationsaftenen - d. 15.11.2010 – om samme emne.

Poul videregiver, at Institutionsleder Jens Beck har tilbudt at holde et oplæg vedr. frokostordningen. Oplægget vil indeholde information på det overordnede plan om kommunens udspil til en frokostordning. Forældregruppen vil efter oplægget have mulighed for at stille spørgsmål vedr. ordningen. Bestyrelsen takker ja til dette tilbud.

Udarbejdelse af valgregler:
Efter nogen diskussion besluttes det, at afstemningen blandt forældrene, vil blive betragtet som vejledende. Bestyrelsen bibeholder således den endelige beslutningskompetence ift. frokostordningen.

Der diskuteres, hvem og i hvilket omfang, der skal kunne stemmes. Der vægtes for og imod, at forældre på gruppe 4 og 5 skal kunne stemme.

Argumentation mod stemmeret:
• børn og forældre på disse grupper bliver - efter al sandsynlighed - ikke påvirket af afstemningens udfald, da børnene på disse grupper forventes at starte i skole efter sommerferien 2011.
Argumentation for stemmeret:
• alle bør - af princip - kunne stemme, således, at vi tilstræber en så demokratisk proces, som muligt. Endvidere kan der være børn på disse gruppe, der ikke bliver vurderet skoleparat, og således vil blive berørt af afstemningens udfald.

Det besluttes, at alle forældrepar får én stemme pr. barn. Stemmesedler til forældre på gruppe 4 og 5 mærkes, således at bestyrelsen har mulighed for at tage disse stemmer i betragtning, i tilfælde af et uafgjort resultat.

Stemmesedler udleveres til informationsaftenen, d. 15.11. Valgsedler findes på de respektive stuer og personalet står for at registrere, til hvem og hvor mange stemmesedler, der udleveres.

Der kan stemmes indtil d. 22.11.2010. Optælling af stemmer sker på bestyrelsesmødet d. 25.11 kl. 19. Resultatet af afstemningen offentliggøres d. 26.11

Bestyrelsens holdning til ordningen:
Bestyrelsen afholder en uformel runde, hvor hvert medlem medgiver sin holdning til frokostordningen. Det er en enig bestyrelse, der anbefaler et nej til frokostordningen. Følgende punkter bliver givet, som overordnede begrundelser for afvisning af frokostordningen:

• frokostordningen giver ingen pædagogisk merværdi i det daglige arbejde med børnene. Børnene får ikke mulighed for at deltage i indkøb, tilberedning og servering af maden.
• frokostordningen giver ingen praktisk merværdi for børnefamilierne, da disse stadig skal stå for forberedelserne af eftermiddagsmaden.
• frokostordningen er for uigennemskuelig set fra et personalemæssigt perspektiv. Det er vanskeligt at se, hvordan ordningen skal kunne hænge sammen, uden at tære på de pædagogiske ressourcer i dagligdagen.
• der udtrykkes bekymringer for ordningens økonomiske aspekt - både ift., hvilken kvalitet af mad børnene kan få for den månedlige merudgift på 542 kr., og ift., at 60% af indbetalingerne til ordningen vil gå til administration af ordningen, hvor de resterende 40% bruges på maden. Ligeledes udtrykkes der bekymring for priserne og evt. stigninger, i forbindelse med kommunens indkøbsaftale.

Det er dog også en enig bestyrelse, der vedtager at afstemningen blandt den øvrige forældregruppe, vil præge bestyrelsens endelige beslutning om frokostordningen. Bestyrelsen har - trods egen modstand mod ordningen - ikke til sinds at underkende den øvrige forældregruppes ønske, skulle dette vise sig at være i frokostordningens favør.

Praktisk:
Rune står for udarbejdelse af stemmesedler, samt valgregler, der skal indeholde nedenstående punkter:
• afstemningen er vejledende.
• blanke stemmer tæller ikke.
• de stemmeberettigede i Troldhøj er for forældre, der samlet får mulighed for at afgive én stemme pr. barn.

Poul henter stemmeboks - denne opstilles ved eller på kontoret.

Det besluttes, at så mange medlemmer af bestyrelsen, som muligt, møder op til informationsmødet d. 15.11.

Agenda til infomøde:
1. Information om frokostordningen v. Jens Beck
a. mulighed for spørgsmål
2. Bestyrelsens anbefaling v. Rune.
a. mulighed for spørgsmål
3. Vejledende afstemning forklares og sættes i gang.



Ref/Camilla





Sidst opdateret: 14.10.2011