Billederne på denne hjemmeside må ikke bruges andre steder.
Præsentation af Dronningens Asyl.
Dronningens Asyl er indrettet i en ældre villa i den centrale bymidte.
Børnehuset er en 0-6 års institution og modtager altså både vuggestuebørn og børnehavebørn. Dette betyder, at vi har mange søskende i Dronningens Asyl og derfor en nær og ofte mangeårig kontakt til adskillige familier.
Dronningens Asyl er normeret til 12 vuggestuebørn og 36-42 børnehavebørn, fordelt på 1 vuggestuegruppe og 1 åben-plan børnehave.
Igennem en årrække har Dronningens Asyl modtaget børn med behov for specialindsats på grund af et handicap eller andre udviklingsproblemer. Det er vores opfattelse, at denne integration har stor pædagogisk værdi for såvel disse børn som for de øvrige børns opfattelse af forskellighed og rummelighed.
Vi har valgt at placere vores vuggestuegruppe for sig selv på 1. sal. Dette giver på den ene side en hensigtsmæssig overskuelighed og ro, men udelukker på den anden side ikke, at vi tilstræber åbenhed imellem børnehave- og vuggestuegruppe.
Børnehaven er organiseret i en åben plan struktur, der giver børnene de bedste udfoldelsesmuligheder, fordi de dermed har større indflydelse på deres egen dagligdag. Denne åbne struktur giver børnene et større legeområde og bedre mulighed for frit at vælge legekammerater og voksne. Derudover er der tale om en bedre udnyttelse af såvel de fysiske rammer som personaleressourcerne.