One small step
I september tager Odense et enkelt lille skridt. Det er målet med den
bæredygtighedskonference der gæster byen, og ideen bag dette forehavende
kan sammenlignes med en meget velkendt historisk begivenhed.
I 1969 trådte Neil Armstrong forsigtigt og højtideligt ned på månens
overflade. Det var en bedrift som ingen før ham havde præsteret. Han
udtalte ordene ”That’s one small step for man, one giant leap for mankind”,
og disse ord er siden hen blevet foreviget gennem den historiske
månevandring, som de danner rammen om.
Månelandingen var et produkt af en fokuseret og nytænkende arbejdsindsats,
bragt for dagen af et team af engagerede specialister. Sammen ville de være
pionerer indenfor deres felt, og d. 21. juli 1969 kulminerede deres indsats
i den historiske begivenhed.
Neil Armstrongs ord bar med sig løftet om noget større. Det fodaftryk han
satte, bragte menneskeheden med syvmileskridt hen mod noget nyt og lovende.
Det var reelt set kun et lille skridt, men dets betydning forandrede med
tiden verden. På samme måde har denne bæredygtighedskonference mulighed for
at være det første lille skridt hen mod noget større og bedre. Det er dog
ikke månelanding der er i fokus, men derimod klimaet og hvordan vi kan
nedbringe CO2-udledningerne.