Stormflod
Til tider rammes Odense Fjord og Odense Kanal af stormflod. Den sidste kraftige stormflod ramte fjorden og kanalen i november 2006, hvor mange beboere oplevede vand på deres grunde og i deres huse. Ligeledes blev mange veje oversvømmede, og et plejehjem oplevede vand i deres bygninger. På denne baggrund har Geodata i By- og Kulturforvaltningen udarbejdet 5 vandstandssimuleringer for berørte områder ved Odense Fjord og kanalen. Vandstandssimuleringerne viser, hvordan vandet trænger frem ved givne vandstande, og hvilke områder der bliver berørt. Simuleringerne kan ses her
Odense Brandvæsen bruger simuleringerne til at finde de områder der først bliver ramt af en stormflod.
Beboere og virksomheder i de berørte områder kan bruge simuleringerne til - sammenholdt med vandstandsprognoser fra DMI - at se, hvornår netop deres område kan blive ramt af stormflod, og derved selv forsøge at afværge, at vand trænger ind i deres egen bolig eller virksomhed.
Odense Brandvæsens opgaver i forbindelse med stormflod er at sikre infrastrukturen og de kommunale bygninger. Brandvæsenet har desværre ikke ressourcer til at hjælpe private grundejere. Det er derfor den enkelte grundejers eget ansvar at sikre sin ejendom mod oversvømmelser. Odense Brandvæsen vil derfor opfordre private grundejere, boligforeninger og virksomheder til selv at forberede sig, hvis man bor i de berørte områder. Sandsække og pumper kan gøre en stor hjælp for at forhindre eller mindske vandskaderne.
Voldsomme regnskyl
Odense kommune rammes til tider af voldsomme regnskyl, med oversvømmede veje, kældre og lign. til følge. De kraftige regnskyl er ofte meget lokale, så det er derfor meget svært at forudse hvilke områder der bliver berørt.
Den enkelte grundejer kan forsøge at sikre sig mod oversvømmelser ved fx. at tjekke udendørs afløb for forstoppelse, etablere højvandslukke eller etablere pumpebrønd. Det er den enkelte grundejers eget ansvar at sikre sin ejendom mod oversvømmelser.
Odense Brandvæsens opgaver i forbindelse med oversvømmelser som følge af voldsomme regnskyl er at sikre infrastrukturen og de kommunale bygninger. Brandvæsenet har desværre ikke ressourcer til at hjælpe private grundejere. Odense Brandvæsen vil derfor opfordre private grundejere, boligforeninger og virksomheder til selv at forberede sig, hvis man bor i de berørte områder.