Fastansat brandmand
Mange vil gerne være fastansat brandmand, eller som det hedder i dag: beredskabsassistent.
Du kan her se de krav, vi stiller, og du kan se selve ansættelsesforløbet:
Som hovedregel skal man have en håndværksmæssig uddannelse samt være i besiddelse af et kørekort til fremføring af et køretøj med en egenvægt på over 3500 kg samt hængerkort. Kategori CE.
Derudover skal følgende erhverves:
- førstehjælp på 12 timer
- grunduddannelse Indsats på 37 timer
- håndtering af tilskadekomne på 20 timer
- almindelig fællesuddannelse på 17 timer
- funktionsuddannelse Indsats på 148 timer
Til den nævnte uddannelse kommer efterfølgende:
- supplerende funktionsuddannelse Brand - Redning på 37 timer
- supplerende førstehjælp på 20 timer
Det er en selvfølge, at man skal have en god fysik og ikke må lide af højdeskræk eller klaustrofobi, ligesom der skal kunne mødes med en tilfredsstillende helbredsattest. Der stilles ikke krav til højden af personen.
En blank straffeattest skal kunne forevises.
Uddannelsen kan man erhverve enten som værnepligtig ved Beredskabskorpset eller ved at starte som deltidsbrandmand.
Odense Brandvæsen mangler sjældent fastansatte beredskabsassistenter, men ledige stillinger opslås i dagspressen og på Odense Kommunes hjemmeside.
Deltidsansat brandmand
En deltidsansat brandmand skal for så vidt opfylde de samme krav, som en fuldtidsansat beredskabsassistent, men herudover kræves det, at man har bopæl indenfor et nærmere angivet område i forhold til brandstationerne, at du er i besiddelse af et motorkøretøj, motorcykel eller EU - knallert/scooter, for at du kan møde på stationen på under 5 minutter. For at komme i betragtning som deltidsbrandmand ved stationen på Åsumvej, skal man have bopæl inden for de røde grænser på kortet. For deltidsbrandmænd i Bolbro ring og hør nærmere.
Endelig skal du komme med en arbejdsgivererklæring, d.v.s. en erklæring hvor din arbejdsgiver giver tilladelse til, at arbejdspladsen må forlades ved udkald til brand.
De nævnte kurser bliver i en vis udstrækning afholdt af Odense Brandvæsen selv, når det er nødvendigt.
Der har dog på seneste været en stor tilgang af tidligere værnepligtige fra Beredskabskorpset, der møder med den krævede uddannelse, hvorfor de ovenfor nævnte uddannelser ikke er blevet afholdt her på stedet gennem et stykke tid.
Da der er forholdsvis stor udskiftning i deltidsstyrken, mangler Odense Brandvæsen ofte deltidsfolk.
Er du interesseret, og lever du op til kravene, kan det være, at der er en plads til dig - specielt hvis du stiller med de krævede kurser.
Kontakt Operativ afdeling for en nærmere samtale.