| Indledning
Lovgrundlag
Kommunalt ansattes pligter og rettigheder
Forøgelse af beredskabet
Beredskabsplanens opdeling
Selve beredskabet
Information og kommunikation
Indledning
Beredskabsplanen har til formål at beskrive, hvordan Odense Kommune kan opretholde sin virksomhed i ekstraordinære situationer af forskellig art f. eks. ved drikkevandsforurening, nødindkvartering og naturkatastrofer.
Det primære formål med beredskabsplanen er at danne et samlet overblik over ressourcerne i kommunen, således at man i tilfælde af en krisesituation kan koordinere indsatsen og yde den optimale hjælp.
Beredskabsplanen er udarbejdet for at kunne give borgerne den bedst mulige kommunale service under alle forhold. Beredskabsplanen har en dobbelt berøringsflade, den berører dels ansatte i Odense Kommunes forvaltninger, selskaber og institutioner, og dels kommunens borgere.
Beredskabsplanen kan endvidere anvendes af andre myndigheder og instanser, som i en beredskabssituation kan blive involveret i løsningen af de kommunale beredskabsopgaver. Samarbejdsparter i en krisesituation kan f.eks. være regionerne, politiet, Beredskabsstyrelsen, nabo kommuner og private entreprenører.
Til udarbejdelse af beredskabsplanen er der nedsat en styregruppe, hvor Odense Brandvæsen har formandskabet. Styregruppen består af ledende medarbejdere fra de enkelte forvaltninger og selskaber.
Beredskabsplanen er opbygget med en generel introduktion, som er tilgængelig for alle via Odense Kommunes hjemmeside, og af en fortrolig del, der er tilgængelig for nøglepersoner i kommunens forvaltninger, selskaber og afdelinger.
Der er for hver forvaltning og selskab udpeget en ansvarlig for opdateringen af alarmeringslister mv. af den respektive del af planen.
Ud over denne beredskabsplan, har kommunens selskaber og afdelinger således egne interne beredskabsplaner, der dækker det fagspecifikke behov. Disse planer ajourføres løbende ved den enkelte forvaltning eller selskabs foranstaltning.
Lovgrundlag
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan for kommunens redningsberedskab og det civile beredskab i øvrigt, jf. Beredskabsloven § 25.
Af Beredskabsloven fremgår det, hvilke krav kommune skal opfylde i forbindelse med planlægning, forebyggelse og indsats ved ulykker samt varslede og uvarslede krisesituationer.
Beredskabsplanen skal revideres i det omfang udviklingen gør dette nødvendigt, dog mindst én gang i hver kommunal valgperiode, og Byrådet skal vedtage planen.
For at sikre planens anvendelighed afholder Odense Kommune hvert år en øvelse for det kommunale beredskab. Til formålet benyttes kommunens krisestyringsrum eller kommandocentral. Odense Brandvæsen står for tilrettelæggelsen, alarmering og gennemførelse af øvelsen.
Kommunalt ansattes pligter og rettigheder
Odense Kommunes ca. 18.000 ansatte udgør en personaleressource, der i en beredskabssituation vil kunne anvendes overalt i kommunen uden hensyntagen til faggrænser.
Offentlige ansatte og ansatte i private virksomheder har i tilfælde af krisesituationer pligt til, at udføre de opgaver de bliver pålagt af redningsberedskabet og den civile sektors beredskab, jf. Beredskabsloven § 57.
Når ansatte bliver pålagt at udføre opgaver i en beredskabssituation (eksempelvis bliver tilkaldt udenfor arbejdstid), gælder der specielle regler. Såfremt en person skulle komme til skade på vej til arbejdsstedet, vil det være at betragte som en arbejdsskade, og sagen vil blive behandlet derefter. Ved skade på privat motorkøretøj er det dog stadig den enkeltes egen bilforsikring, der skal dække skaden.
Forøgelse af beredskabet
Grundstrukturen i kommunens beredskabsorganisation er den daglige administrative driftsorganisation. Det er således de dagligt anvendte ressourcer og strukturer, der vil blive inddraget efter behov.
Kommunens forvaltninger og selskaber har alle et dagligt driftsberedskab, der sættes i værk ved almindelige forekommende driftsforstyrrelser og uheld. Alle selskaber, afdelinger og institutioner skal udarbejde en plan for eget beredskab. Denne plan skal beskrive i hvilke tilfælde, og på hvilken måde beredskab forøges.
Ved unormale hændelser, der kan have alvorlige konsekvenser for udførelsen af de kommunale opgaver, informerer de enkelte forvaltninger eller selskaber Brandvæsnet herom. Brandvæsnet vurderer på grundlag af situationens karakter, om den kommunale beredskabsplan eller dele heraf skal iværksættes, og kan iværksætte umiddelbare situationsbestemte afværgeforanstaltninger.
Opbygningen af det kommunale beredskab kan illustreres grafisk således:
Krisestyringsorganisationen
Det politiske niveau, herunder Beredskabskommissionen, bliver løbende holdt orienteret af Stadsdirektøren og Beredskabschefen om væsentlige ændringer i beredskabet, og inddraget i relevante problemstillinger.
I situationer, hvor flere forvaltninger eller selskaber er involveret, kan kommunens krisestyringsorganisation etableres.
Krisestyringsorganisationen består af ledere og eksperter fra de berørte forvaltninger og selskaber, og vil således være sammensat med udgangspunkt i situationen. Krisestyringsorganisationen er således situationsafhængig og sammensætningen kan ændres løbende efter udviklingen af krisesituationen.
Kommunen etablerede i 2008 et egentligt Krisestyringsrum bestående af en række moderne mødelokaler, der er udstyret med de nødvendige tekniske installationer og faciliteter. De fysiske forhold omkring Krisestyringsrummet muliggør, at krisestyringsorganisationen kan være samlet gennem længere tid.
Etablering af krisestyringsorganisationen sker via alarmering fra Odense Brandvæsens vagtcentral eller direkte fra kommunens krisestyringsrum. Til brug ved alarmering benyttes alarmeringslisterne for den enkelte forvaltning eller selskab i den fortrolige del af nærværende plan. Ansvar for ajourføring af alarmeringslisterne påhviler styregruppens medlemmer, der således sikrer ajourføring af alarmeringslisten for egen forvaltning eller selskab.
I krisesituationer har Kommunen fortsat mulighed for at benytte Kommandocentralen, der er en bunker med nødstrømsforsyning, egen vandforsyning, internet, intranet, telefoner og radiosystemer. Kommandocentralen er indrettet således, at man kan opholde sig der i længere tid.
Information:
Under unormale forhold vil der være behov for en hurtig og enslydende information direkte til kommunens ansatte og borgere, og til lokale og landsdækkende medier.
I forbindelse med almindeligt forekommende driftsforstyrrelser og uheld, har kommunens forvaltninger og selskaber planer for, i hvilke situationer borgerne, de ansatte og medierne informeres, og på hvilken måde.
Ved større hændelser, der berør flere forvaltninger eller selskaber, vil der ofte være behov for en koordineret informationsstrøm. Den koordinerede information leveres af kommunens kommunikationsafdeling, der har planer for, hvordan det sikres, at borgere, ansatte og medierne bliver grundigt informeret om hændelsen og om eventuelle forholdsregler. Planerne indeholder samtidig en beskrivelse af hvilke medier, der benyttes, tolkebistand mv. De medier der kan benyttes er bl.a.
· www.odense.dk, Odense Kommunes hjemmeside
· Lokale og landsdækkende medier via pressemeddelelser
Kommunikation:
Såvel i dagligdagen, som under ekstraordinære forhold er det af afgørende betydning, at kommunikationen vil kunne fortsætte uhindret.
Odense Kommune har p.t. følgende muligheder for at opretholde kommunikationen internt og eksternt:
- det kommunale interne telefonsystem, der ikke berøres, hvis det landsdækkende net overbelastes
- sikrede telefonlinier, der medfører, at den eksterne telefoni kan gennemføres i reduceret omfang, også ved overbelastning af det landsdækkende telefonsystem
- det kommunale radiosystem, der afløses af det landsdækkende sikkerhedsnet SINE (år 2009/2010)
- mobiltelefoner
- internettet, til brug for kommunens hjemmeside, videokonference mv.
- Odense Kommunes intranet, der giver en intern informationsmulighed og benyttes til e-mails
Det kommunale telefonsystem, som står i umiddelbar forbindelse med det offentlige telefonnet, er etableret med flere sikre linier ud af kommunale bygninger. Disse linier opretholder muligheden for ud- og indgående opkald, selv i situationer, hvor det offentlige telefonnet er overbelastet. Der kræves analoge telefonapparater til disse linier.
Opmærksomheden henledes på at kun fastnetnumre tilknyttet TDC kan sikres, og at mobilnettet uanset selskab med stor sandsynlighed vil blive overbelastet i en krisesituation.
Det er vigtigt at være opmærksom på at trådløse telefoner ikke virker i tilfælde af strømsvigt. Derfor er det vigtigt, at de enkelte afdelinger, institutioner og selskaber altid sørger for at bibeholde en eller flere faste telefoner, der ikke kræver særskilt strømforsyning.
Alle telefonbokse samt særligt udpegede telefoner er sikret, således at der også i en nødsituation vil kunne ringes både til og fra disse telefoner. Følgende telefoner er sikrede:
- Odense Kommunes hovednummer
- Odense Brandvæsens vagtcentral
- alle selskaber, institutioner og skoler med et selvstændigt nr.
- alle telefaxnumre
Det er den enkelte forvaltning / selskab, der udpeger, hvilke telefoner som ønskes sikrede, hvorefter Odense Brandvæsen sørger for den administrative behandling.
Det landsdækkende sikrede radionet til brug for beredskaberne - SINE – forventes taget i brug på Fyn primo 2009. Ved implementeringen af SINE etablerer Odense Brandvæsen et sæt beredskabsradioer, der kan udleveres til relevante personer i en krisesituation.
|