PAS har fået bevilget midler af Satspuljen, til at fortsætte i 2013.
Partierne bag satspuljemidlerne har netop besluttet, at forlænge forsøgsprojektet med anonym behandling i 2013. Det er derfor med stor glæde, at vi byder nuværende og kommende deltagere velkommen i det nye år.
Resultater for PAS Odense 2010 - 2012
Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling i Odense, startede op i januar 2010, og har nu været etableret i 2 år. Vi har i de to år hjulpet mere end 100 deltagere, til at skabe en forandring, i forhold til deres forbrug af stoffer.
Resultaterne, som udelukkende bygger på deltagernes tilbagemeldinger, er yderst positive. 54 % har således opnået deres individuelle mål om fuldstændig stoffrihed, og 34 % har opnået målet om en reduktion.
Samlet set har PAS Odense synliggjort, at der er en stor målgruppe af ressourcestærke borgere, som oplever et problematisk forbrug af stoffer, herunder primært hash, kokain og amfetamin.
Hvem henvender sig i PAS?
Målgruppen i PAS er kendetegnet ved, at være tilsyneladende velfungerende, hvilket kendetegnes ved, at målgruppen er i arbejde eller under uddannelse - har bolig, familie og socialt netværk intakt. Forbruget af stoffer er dog en udslagsgivende faktor, som af målgruppen opleves som en risiko, i forhold til at kunne bevare arbejde, familie og sociale relationer på sigt.
Målgruppen i PAS ønsker anonym hjælp af professionelle misbrugsbehandlere, til at forandre forbruget af stoffer, og få redskaber til at håndtere de omstændigheder i livet, som fastholder dem i stofbruget.
Evaluering af projektet
I september måned 2012 har frivillige gruppedeltagere og personale i PAS, deltaget ved interviews i Socialstyrelsen - som varetager evalueringen af projekterne i Odense og København.
I 2013 evaluerer Socialstyrelsen resultaterne fra PAS i Odense og København, og på baggrund af den samlede evaluering, skal politikerne tage stilling til behovet for en eventuel lovændring, som skal gøre det muligt at det offentlige etablerede behandlingssystem, kan tilbyde anonym stofmisbrugsbehandling. Projektet har netop fået midler til at kunne fortsætte i evalueringsperioden - 2013.