- De første leveår i mit liv var præget af mange års mobning. Jeg fik fortalt at jeg ikke var god nok og mit udseende var heller ikke i orden. Langsomt men sikkert blev jeg forvandlet til en grim ælling med lav selvtillid. Mine problemer valgte jeg at holde for mig selv fordi jeg var bange for verdens og ikke mindst mine klassekammeraters reaktion og de konsekvenser der ville komme.
- Min mor kunne mærke at noget var galt og snakkede med mig. Jeg tog springet og tog på efterskole og jeg opdagede en helt ny verden. Min selvtillid voksede, indtil mine forældre skulle skilles. Min verden brød sammen og den grimme ælling overtog endnu en gang min krop og skikkelse. Efter et par måneders tid med tanken om skilsmisse troede jeg ikke at det kunne blive værre.
- Men en dag i september dør min elskede farmor. Den kvinde som jeg har set op til var ikke længere i mit liv. Dér kom jeg helt ned i kulkælderen og jeg troede ikke at jeg ville komme op igen. Min usikkerhed og vrede tog over igen. Jeg kunne ikke mærke mig selv.
- Jeg fik kontakt med Ungekontakten via min mor som var med mig oppe i rådgivningen for første gang. Først var det underligt at snakke med en fremmed om mine problemer, men efterhånden fik jeg talt ud om mine frustrationer og min vrede over min fortid med dumme klassekammerater. Efter et par samtaler med en god rådgiver som virkelig lyttede til mig så er jeg blomstret op og blevet til en svane.
- Og jeg ved nu, at jeg er god nok og den dag i dag fortæller jeg åbent om fortiden og giver gode råd. Det er da lidt af et eventyr som fik en foreløbig lykkelig slutning.
-pige 20 år