Parkering med catwalk
Under den nuværende Thomas B. Thriges Gade anlægges et sammenhængende underjordisk parkeringsanlæg, udformet med to etager i den sydlige del og en enkelt etage mod nord. I alt rummer anlægget 950 parkeringspladser. Der lægges stor vægt på, at anlægget opleves trygt og lyst at bevæge sig rundt i, og langs hele forløbet vil der være opgange til byens rum. En gul catwalk, belyst med dagslys fra promenaden foroven, vil udgøre parkeringsanlæggets fodgængerstrøg.
Catwalken sikrer, at det er nemt og sikkert, at bevæge sig fra bil til opgang og omvendt. Samtidig trækker catwalken byens rum med ned under jorden og udvider således fornemmelsen af byliv og aktivitet.
Cykelparkering
I Odense er der mange cyklister, og dermed er der også et stort behov for cykelparkering i bymidten.
Cykelparkering i gadeplan skal placeres strategisk i forhold til diverse attraktioner, destinationer og funktioner i bygninger og byrum, så cyklister oplever optimal sammenhæng. De fremtidige byrum skal derfor så vidt muligt frigøres for parkerede cykler ved at sikre indbydende, overskuelige og trygge adgange til cykelparkering i bygninger eller i parkeringsfaciliteter.