Julehjertet

H.C. Andersen Julemarkedet har i 2017 fået et nyt logo i form af H.C. Andersens julehjerte.

Julehjertet - dansk juletradition fra H.C. Andersens tid

H.C. Andersen holdt så meget af juletiden, at han under et besøg hos familien Ørsted i julen engang i 1860’erne gerne ville være med til at pynte familiens juletræ. Det førte til, at han fremstillede papirklip, papirdukker og flag, som han satte på træet. Desuden videreudviklede han de traditionelle flettede kurve, som endte med at blive en udgave af det flettede julehjerte.


 

Det første flettede julehjerte var to-strimlet, lavet i gult og grønt papir og muligvis tænkt som en gave til H.C. Ørsteds yngste datter, Mathilde. Dette hjerte havde dog ingen hank, da denne del af hjertet først blev tilføjet et årti senere. H.C. Andersens oprindelige flettede julehjerte er i dag en del af Odense Bys Museums samling.


H.C. Andersens julehjerte

Et hjerte fyldt med godter

Det første billede af et julehjerte på et juletræ er fra en julefest omkring 1901, som blev afholdt på en herregård på Lolland. Netop herregårde og præstegårde var de første til at tage julehjertetraditionen til sig, fordi hjerterne blev brugt til at hænge juleknas og små gaver til børn og fattige på juletræet. Herefter bredte hjertet sig til det bedre borgerskab og senere ud til alle danske hjem, både med og uden slik. Den store udbredelse skyldes nok, at det flettede julehjerte knytter sig til en af de vigtigste danske juletraditioner: at klippe og klistre julepynt i familien. 

 


I takt med udbredelsen af opskrifter og klippeark, er julehjertet også blevet mere avanceret, og de traditionelle tern kan nu erstattes med indflettede motiver som for eksempel stjerner eller engle. Alligevel er der i grundprincippet ikke rykket meget ved den danske julepynt, da man siden Peters Jul (1866), har forbundet ”den rigtige jul” med jul, som den var i gamle dage. Med til den hører selvfølgelige det danske flettede julehjerte - for julen er jo hjerternes fest.