Spring til indhold
Nyhed

H.C. Andersens Hus kan blive et stop på dannelsesrejsen

19-01-2018
 

Ambitionerne er store bag "Kend dit Land" - en national dannelsesrejse for 4. klassetrin, som skal rundt og opleve deres land på egen krop. Nu har ministerierne bag "Kend dit Land" udvalgt H.C. Andersens Hus til at kunne indgå i en eller flere planlagte ture.

 
 
H.C. Andersens Hus
 
 

Landets 4. klasseelever kan meget vel komme forbi Odense i de kommende år, for H.C. Andersens Hus er udvalgt til at kunne indgå i en eller flere af de 10 planlagte ture i det nye nationale initiativ "Kend dit Land".
 
Initiativet er lanceret af kulturminister Mette Bock (LA), undervisningsminister Merete Riisager (LA), miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og børne- og socialminister Mai Mercado (K), og ideen er at give børn i 4. klasse kendskab til historie, kultur, natur, landbrug og maddannelse i egne af landet, som de umiddelbart ikke møder. De skal via busture rundt i landet foretage en slags dannelsesrejse i miniformat, hvor de møder for dem ukendte sider af Danmark. 
 
- Jeg glæder mig enormt over, at H.C. Andersens Hus er kommet på listen over mulige tilbud i "Kend dit Land", for Andersen hører i den grad hjemme i en national dannelsesrejse, som skal gøre os klogere på Danmark og os selv. Eventyrene siger noget om menneskers drømme og håb til alle tider - og samtidigt er Andersen også dybt forankret i sin tid og barndom i Odense. Vi vil lægge os i selen for at give eleverne den bedst mulige oplevelse, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
 
Nye forløb målrettet 4. klasse og "Kend dit Land"
Der er stor aktivitet omkring H.C. Andersens Hus i disse år, hvor det hidtidige museum er lukket for at gøre plads til et moderne museum, tegnet af japanske arkitekt Kengo Kuma, som står færdigt i 2020. Derfor åbner Odense Bys Museer en stor midlertidig H.C. Andersen-udstilling i Claus Bergs Gade 11, samtidig med at Odense kan tilbyde en række undervisningstilbud med forfatteren i centrum.
 
- Vi er vant til at udvikle skoleforløb med H.C. Andersen i centrum, og vi vil rigtig gerne lave noget målrettet 4. klasse, hvor eleverne kommer rundt i byrummet - eller måske Den Fynske Landsby - sammen med H.C. Andersen. Tanken er, at de skal bruge deres oplevelser med Andersen og eventyrene til at forstå ham bedre, så de bliver bedre til at tolke og gennemskue de mange facetter i historierne, fortæller museumsinspektør Mette Stauersbøl Mogensen.
 
Visionen er at gøre eventyrene til en slags "dåseåbner" i forståelsen af H.C. Andersen, og derfor har det midlertidige museum i Claus Bergs Gade også lavet en ny udstilling, hvor der er større fokus på Andersens eventyr og kunst, hvilket vil appellere til målgruppen i "Kend dit Land".
 
På linket kan ses et eksempel på, hvordan skoleelever arbejder med H.C. Andersen i et undervisningsforløb af Odense Bys Museer: https://www.youtube.com/watch?v=Dpx3aT6X9GI

 
Sådan organiseres "Kend dit Land"
Projektet bliver lokalt forankret hos kommunerne og deres respektive skoler, men staten yder medfinansiering. Første del bliver et pilotprojekt i efteråret 2018, der omfatter alle 4. klasseelever i fem udvalgte kommuner.  Alle landets kommuner inviteres til at byde ind på at blive blandt de fem kommuner i pilotprojektet. 
 
De kommuner, der til foråret udvælges til pilotprojektet, får adgang til en række nøje planlagte ruter med en stribe af landets allerbedste kultur- og naturtilbud for børn. Efter gennemførelsen af pilotprojektet vil erfaringerne blive indsamlet, og der vil blive taget stilling til, om "Kend dit land" skal bredes ud til alle landets kommuner.

 
 
Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Torben Grøngaard Jeppesen, museumschef, Odense Bys Museer, tlf.: 20 90 13 10
Mette Stauersbøl Mogensen, ansvarlig for børn og unge, Odense Bys Museer, tlf.: 20 90 13 12