Spring til indhold
Nyhed

Kulturdebat: Hvilken rolle spiller kulturlivet i Odenses transformation fra stor by til storby?

20-05-2015

Arrangementet, som foregår tirsdag den 26. maj kl. 19.30-21.00 i Studenterhus Odense, er det andet i rækken af i alt tre debatarrangementer, som skal være med til at afdække, hvad odenseanerne synes om og forventer af kulturtilbuddene i deres by. Samtidig sætter debatterne også spørgsmålstegn ved odenseanernes eget ansvar for udviklingen af et fedt kulturliv.

 

Kom og tag debatten med panelet. De er:

  • Niels Hartvig, stifter af Umbraco (med hovedsæde i Odense), der står bag internetbaseret software, der bliver brugt i over 100 lande

  • Lærke Hein, kulturiværksætter og bestyrelsesformand for Distortion Fonden

  • Anna Porse Nielsen, direktør i rådgivningsfirmaet Manto, der beskæftiger sig med de kreative og kulturelle brancher og turisme

  • Ordstyrer Lasse Marker, kulturmagasinet DOXA

 

Paneldebatten er opdelt i to halvlege med en pause i midten, hvor du kan købe en forfriskning i baren.

 

Det næste og sidste arrangement foregår lørdag den 30. maj kl. 11.00 på store torv i Tarup Center, hvor et veloplagt panel bestående af Desiree Ulrich fra Bandit Productions, kulturformidler Søren Sommerglæde samt stand-up komiker Sebastian Dorset bliver stillet over for 6 odenseanske kulturdilemmaer.

 

Debatrækken arrangeres i et samarbejde mellem Studenterhus Odense, Brandts, Tarup Center, Odense Centralbibliotek/Tarup Bibliotek og Odense Kommune. Arrangementerne er en vigtig del af den proces By- og Kulturudvalget har igangsat omkring revideringen af kulturpolitikken. Resultaterne fra debatrækken bidrager som input til den videre revideringsproces med det formål at skabe en kulturpolitik, som også borgerne kan se sig selv i. Processen forventes afsluttet ultimo oktober, således der ligger en ny kulturpolitik klar 1. november.