Spring til indhold
Nyhed

Byens Bro åbner – et Odense i vækst

29-05-2015

En 135 meter smuk bro er klar til indvielse. Fredag den 29. maj 2015 kan By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) åbne Byens Bro i selskab med Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet. Byens Bro binder byen og havnen sammen, så Odenses fodgængere og cyklister får en sikker og smuk smutvej mellem to bydele i rivende udvikling.

 

- Byens Bro står for mig som et rigtig vigtigt vartegn i vores by. Den er blevet billedet på den transformation, som Odense gennemgår i disse år – vi binder byen sammen på kryds og tværs med både letbane, broer og nye kvarterer. Der er gang i Odense, og med Byens Bro viser vi, at det i høj grad også har fokus på cyklister og fodgængere i byen, siger By- og Kulturrådmand Jane Jegind.

 

Der er imidlertid ikke kun tale om en hurtig forbindelse på tværs af jernbanen. Byens Bro svæver elegant gennem luften og den markante pylon vil kunne ses på lang afstand. Det er et ekstraordinært bygningsværk, der bliver indviet i Odense.

 

- Designet er robust med en klar struktur. Den 40 meter høje pylon, som bærer en del af broens vægt, understreger det ambitiøse design. Pylonen vil på afstand blive et pejlemærke for den nye broforbindelse, og vil opleves som et slankt og elegant spir. Det har været en spændende udfordring at designe to broer i én, og vi har udnyttet det dobbelte formål i udformningen af broen. Vi har blandt andet designet den svungne cykelrampe på sydpladsen, så den omkranser den offentlige plads, mens trappeopgangen til broen skaber et hævet plateau, som inviterer til ophold på pladsen, siger Jesper Gottlieb, kreativ direktør og partner i Gottlieb Paludan Architects.

 

Gotlieb Paludan Architects har været totalrådgiver på udformningen af stibroen, som er opført af Bladt Industries.

 

Cyklister og fodgængere kan benytte Byens Bro fra den 29. maj, når Jane Jegind og Klaus Bondam har indviet broen sidst på eftermiddagen.

 

- Når vi tager Byens Bro i brug, er den ikke helt færdig. Folk vil opleve, at der stadig bliver arbejdet på og omkring broen med de sidste detaljer som fx belægning, elevatorer og cykelparkering. Men det forhindrer altså ikke folk i at bruge stibroen fra den 29. maj. Vi forventer, at Byens Bro er helt færdig i september, siger Jane Jegind.

 

Hos Cyklistforbundet er glæden over Byens Bro også stor. Direktør Klaus Bondam har medbragt sin egen cykel til Odense, så han kan tage den første tur sammen med rådmanden.

 

- Det er en stor fornøjelse at være med til at indvie Byens Bro. Den er et flot og vigtigt vartegn for Odense som cyklisternes by og et klart bevis på de store ambitioner, kommunen har på cykelområdet – og en af de afgørende grunde til at Cyklistforbundet netop har tildelt Odense Kommune den ærefulde titel som Årets Cykelkommune. Byens Bro skaber ny sammenhæng mellem by og havn, og er samtidig en anerkendelse af de bløde trafikanters positive bidrag til den levende by, siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

 

Byens Bro strækker sig fra Kottesgade til Østre Stationsvej og bevæger sig over 15 jernbanespor. Fra broen bliver der adgang til tre perroner via trapper og elevatorer. Efter indvielsen fortsætter arbejdet, og det er planen, at alt står helt færdig i september 2015.

 

 

Program for indvielsen af Byens Bro

  • Kl. 15.00 – musik, dans og taler på pladsen foran Byens Bro, Østre Stationsvej
  • Kl 15.30 – rådmand Jane Jegind holder tale og indvier Byens Bro sammen med Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet. Optog fra Odense Havnekulturfestival følger efter
  • Kl. 15.45 (cirka) – broen er åben for offentligheden fra sydsiden
  • Kl. 16.00 (cirka) – Byens Bro er tilgængelig fra begge sider, så der er nem adgang fra byen til havnen og den 10. udgave af Odense Havnekulturfestival
  • Kl. 17.00 – rådmand Jane Jegind åbner Odense Havnekulturfestival