Spring til indhold
Nyhed

Livet bliver lettere for lokale virksomheder

19-09-2013

Virksomheder kan fremover søge om fx byggetilladelser, udeservering eller begravelseshjælp på virk.dk i stedet for at hente tilladelserne på odense.dk. Virk.dk tilbyder nemlig som noget nyt kommunale selvbetjeningsløsninger. Et tilbud, der er udviklet i samarbejde med KL, Odense, Vejle og Ballerup kommuner.

 

”Som pilotkommune bliver vi blandt de første tre kommuner i Danmark, der kan tilbyde vores virksomheder at betjene sig selv digitalt på virk.dk. Det er vigtigt, at vi gør det så let som muligt at være virksomhed, så virksomhederne kan fokusere på at skabe vækst og beskæftigelse. Det er derfor helt naturligt for os at gå forrest og hele tiden gøre livet lettere for vores lokale virksomheder”, siger borgmester i Odense, Anker Boye.

 

Odense Kommune har været i dialog med blandt andre DI og en række lokale virksomheder, som har haft et stort ønske om at blive lettet for administrativt bøvl og kunne koncentrere dialogen ét sted – nemlig på virk.dk.

 

”Virksomhederne får nu præcis det, de har bedt om. Og de vil fremover opleve en sagsbehandling, der både bliver hurtigere og mere enkel, fordi virksomhederne kan betjene sig selv, hvor som helst og når som helst”, siger Mette Beck-Nielsen, kontorchef i Erhvervskontakten i Odense Kommune.

 

Værdifulde erfaringer

De tre pilotkommuner arbejder meget forskelligt med digitalisering. Og samarbejdet har været lærerigt, lyder det fra Erhvervsstyrelsen.

 

”Der er i disse år et stort arbejde i gang for at få digitaliseret den offentlige sektor. Målet med de digitale satsninger er at effektivisere og samtidig skrue op for servicen over for borgere og virksomheder. Odense Kommune har arbejdet strategisk med digitalisering i mange år. Odense, Vejle og Ballerups samlede erfaring med selvbetjeningsløsninger overfor erhvervslivet er værdifulde. Jeg håber, at andre danske kommuner vil lade sig inspirere af det gode arbejde”, siger Betina Hagerup, direktør for Erhvervsstyrelsen.

 

I alt 130 digitale selvbetjeningsløsninger fra Odense Kommune vil være tilgængelige på virk.dk fra torsdag den 19. september 2013, hvor Digitaliseringsmessen13 bliver afholdt i Odense med omtrent 1800 deltagere fra hele landet.

 

Digitaliseringsmessen er samtidig startskuddet til en kampagne, der skal bringe de 95 øvrige kommuner på omgangshøjde med Odense, Ballerup og Vejle.