Spring til indhold
Nyhed

To teams videre i konkurrencen om Odenses nye stibro

18-10-2012

Odense er et skridt nærmere en stibro over jernbanen og en fast forbindelse mellem by og havn. Dommerkomitéen i projektkonkurrencen om Odenses nye stibro har netop udvalgt to teams fra ind- og udland, hvis forslag nu skal kvalificeres, før en endelige vinder kan offentliggøres den 14. december 2012.

- Vi har i dommerkomitéen fundet to vindere i konkurrencen om en stibro over jernbanen, så nu er Odense et skridt nærmere en ny, fast forbindelse mellem by og havn. Begge forslag er meget spændende og kompetente, så vi glæder os til at arbejde videre med forslagene, så vi kan offentliggøre den endelige vinder den 14. december 2012, siger by- og kulturrådmand Steen Møller, der er formand for dommerkomitéen.

Ud fra konkurrencens grundlag og de opstillede bedømmelseskriterier er en enig dommerkomité ud fra en samlet vurdering nået frem til at udpege to vindere i projektkonkurrencen om Stibro mellem by og havn.

De to teams videre er:
- Dissing+Weitling architecture a/s (DK) med underrådgiverne Schlaich bergermann und partner (D) og SLA A/S (DK)

- Gottlieb Paludan + Public Arkitekter (DK) med underrådgiverne ES-Consult A/S (DK), Niras A/S (DK), Bartenbach Lichtlabor GmbH (A) og Anita Jørgensen – kunst (DK)

Begge teams har lavet nogle spændende og karakteristiske bud på udformningen af Odenses nye stibro, så odenseanerne ikke bare får en fast forbindelse, men også en unik oplevelse på turen mellem by og havn og et flot vartegn, når stibroen står færdig i 2015.

Forslagene skal nu arbejdes igennem og kvalificeres på baggrund af dommerkomitéens bemærkninger, inden den endelige vinder kan offentliggøres den 14. december 2012.

Yderligere informationer
Steen Møller, by- og kulturrådmand, sm@odense.dk, mobil: 51 48 19 20
Thomas Jaap, kontorchef i By- og Kulturforvaltningen, tjaa@odense.dk, mobil: 51 49 04 22

Yderligere informationer findes også på www.odense.dk/stibro