Spring til indhold
Nyhed

Lindømedarbejderes fremtid skydes i gang

26-01-2011

Hjælpen til de afskedigede medarbejdere på Lindø Værftet skal gerne være klar, når EU’s Globaliseringsfond bevilliger op mod 100 millioner kroner til omskoling og efteruddannelse.


I oktober sidste år sendte Odense og Kerteminde kommuner i samarbejde med Region Syddanmark en ansøgning til Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen. Ansøgningen lød på ca. 100 millioner kroner til afklaring, udvikling og omskoling af de afskedigede Lindømedarbejdere.


Bevillingen er endnu ikke givet, men mavefornemmelsen for, at bevillingen kommer, er god. Derfor skyder de tre samarbejdsparter nu første del af indsatsen for Lindømedarbejderne i gang og sender et ekstraordinært afklaringsforløb i offentligt udbud.


Meningen er, at et eksternt firma skal hjælpe de afskedigede medarbejdere med at finde de helt rigtige veje inden for de mange muligheder, der er for omskoling og efteruddannelse.


Rettidig omhu vigtig
Annette Vilhelmsen, formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kerteminde, og Peter Rahbæk Juel, rådmand for arbejdsmarkedsområdet i Odense er enige om, at indsatsen for de afskedigede Lindømedarbejdere skal startes så hurtigt som muligt. Blandt andet for at undgå lang ledighed og kamp om de samme job.

Fra Peter Rahbæk Juel og Annette Vilhelmsen lyder det:


- Når Lindø drejer nøglen endeligt om, bliver der et massivt pres på jobcentrene i Odense og Kerteminde, hvis vi ikke får startet indsatserne op nu. Vi har en klar forventning om, at pengene fra EU’s Globaliseringsfond kommer, og derfor tør vi også godt allerede nu sende det første forløb for Lindømedarbejdere i udbud.


Regionsrådsformand Carl Holst (V):


- Regionsrådet er meget opmærksom på udviklingen omkring Lindø, og vi er glade for, at indsatsen for de afskedigede fra skibsværftet nu kommer på skinner. Vi er fortsat bekymrede over sagsbehandlingstiden i Bruxelles, og vi presser på ad de kanaler, vi nu har, for at få en hurtig og positiv afgørelse af vores fælles ansøgning.


Afklaring første skridt på vejen
Afklaringsforløbet for Lindømedarbejderne, som nu er sendt i udbud, er første skridt på vej mod en regulær omskoling til andre erhverv. Forløbet skal blandt andet hjælpe medarbejderne med at omstille sig til andre erhverv og med den relevante efteruddannelse.


Tilbudsprocessen
Interesserede virksomheder bedes sende tilbud om afklaringsforløb til Jobcenter Odense. Udvælgelsen af tilbuddene vil ske i henhold til udbuddets udvælgelseskriterier, hvor tilbuddene skal indeholde oplysning om personlige forhold, økonomisk og finansiel formåen, teknisk kapacitet og faglige kvalifikationer.


Informationsmøde
Der holdes den 1. februar 2011 informationsmøde for interesserede virksomheder.
Mødet finder sted i Jobcenter Odense, Tolderlundsvej 2, 10. sal, 5000 Odense C kl. 10.00.


På Odense Kommunes hjemmeside findes det aktuelle udbud og udbudsmateriale på følgende adresse: www.odense.dk/udbud.

Afgivelsen af tilbuddet skal være Jobcenteret Odense i hænde senest d. 28.2.2011.


Yderligere oplysninger
Peter Rahbæk Juel, rådmand for arbejdsmarkedsområdet i Odense: 3051 3115.
Carl Holst, regionsrådsformand: 4032 5210.
Annette Vilhelmsen, formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kerteminde: 30327747.