Spring til indhold
Nyhed

Kortere og nemmere til busserne på Odense Banegård Center

04-11-2011

Tirsdag den 8. november tages den nye busholdeplads i det gamle taxaspor i brug. Det er resultatet af en større ombygning af OBC, som Odense Kommune har gennemført. Målet har været at optimere forholdene for passagerne, da alle busser bliver samlet ét sted. Det tidligere taxaspor er blevet renoveret, så der er blevet bedre plads til busser, og fundamentet er styrket, så det kan klare bussernes vægt. Desuden er der markeret et felt, hvor passagerne sikkert kan krydse terminalen, når de skal skifte bus.

 

- Det er en stor gevinst for passagerne og en styrke for den kollektive trafik, at vi kan samle busserne ét sted. Det bliver nu både nemmere og mere sikkert at skifte bus på banegården, og med de øvrige tiltag bliver der også en bedre sammenhæng til tog og taxaer, siger Steen Møller, rådmand i By- og Kulturforvaltningen. 

 

Alle busserne samles den 22. januar
Den 8. november flyttes plads G fra Østre Stationsvej ved Kongens Have ind på busterminalen på OBC. Det betyder, at rute 28-29 mod Hjallese, rute 91-92 mod Herluf Trolles Vej og rute 190-191 mod Langeskov/Nyborg flytter ind på terminalen, så passagerne nu får kortere afstand, når de skal skifte bus.


I forbindelse med køreplanskiftet den 22. januar 2012 flyttes Plads F også fra Østre Stationsvej ind på busterminalen, så alle busserne er samlet ét sted.


Bedre trafikinformation
Samtidig med ombygningen af busterminalen er trafikinformationen til kunderne blevet væsentligt forbedret. Der er opsat dynamiske infoskærme og -standere, der skal give kunderne en bedre oversigt, hvad enten man ankommer fra byen eller med toget og skal videre med bus.


Togpassagerne bliver bla. mødt af infoskærme med de 10 kommende busafgange og nye vejvisningsskilte, når de kommer op ved rulletrappen. På busterminalen er der opsat nye informationsstandere, der i nyt design giver passagerne overblik over, hvornår næste bus afgår og fra hvilken plads. Informationsstanderne viser afgangstiderne i realtid, så man kan se, hvor mange minutter der er til næste afgang. Derudover kommer der et 3D-oversigtskort, som vil hjælpe passagerne med at få et større overblik over terminalen.


- Jeg ser frem til, at kunderne får et bedre overblik over busserne afgange fra terminalen og dermed en mere sammenhængende rejseoplevelse, når de ankommer til Odense Banegård Center, siger Carsten Hyldborg-Jensen, direktør i FynBus.

 

Forbedringen af trafikinformationen er finansieret af Trafikstyrelsen, FynBus, Odense Kommune og Region Syddanmark.

 

Flere forbedringer på vej
Ombygningen af busterminalen er ikke de eneste forbedringer, der skal ske på OBC. Odense Kommune forbedrer også forholdene for taxaer og cykler nord for banelegemet og opfører et cykelhus på Adamsgade.

 
Kontakt
Steen Møller, rådmand i By- og Kulturforvaltningen, tlf.: 5148 1920, e-mail: sm@odense.dk
Carsten Hyldborg-Jensen, direktør i FynBus, tlf.: 6311 2201, e-mail: ch@fynbus.dk
Carsten Løndal, trafikplanlægger i By- og Kulturforvaltningen, tlf.: 6551 2796, e-mail: canl@odense.dk