Spring til indhold
Nyhed

Frivillige kan holde i hånd i de sidste timer

30-06-2011
Fra den 1. juli 2011 vil frivillige vågekoner fra Røde Kors have deres gang på Odense Kommunes plejecentre.

- De frivillige kan være med til at skabe ro og tryghed i de sidste timer af en døendes liv ved at være til stede og evt. holde i hånden eller læse højt, fortæller formand for Røde Kors i Odense Lajla Hallundbæk.

I Odense Kommune glæder rådmand Jane Jegind (V) sig over det indgåede samarbejde:

- Der er desværre nogle af beboerne på vores plejecentre, der af den ene eller anden årsag ikke har pårørende omkring sig, når livet rinder ud. Derfor synes jeg, at det er helt fantastisk, at vi har nogle mennesker, der vil give noget af sig selv i den situation og være der for et andet menneske i livets sidste timer.
 
Øget samarbejde med frivillige
Odense Kommune har allerede gode erfaringer med at samarbejde med frivillige og ønsker over de kommende år at udvide samarbejdet.

Derfor har man i hjemmeplejen netop udpeget en frivillighedsperson i hver hjemmeplejegruppe, der skal være med til at styrke samarbejdet og ikke mindst bygge bro mellem det frivillige tilbud og de borgere, der har behov. På samme måde er der også udpeget en fast kontaktperson i forhold til frivillige på kommunens plejecentre.

- Selvom vi ved, at mange ældre i kortere eller længere perioder føler sig isolerede, kan det være svært for de frivillige sociale foreninger at få skabt kontakten, fortæller Jane Jegind og fortsætter:

- Her kan vi som kommune være med til at bygge bro og bogstavelig talt tage den ældre under armen og hjælpe ham eller hende til det rigtige tilbud.

Yderligere oplysninger
Formand for Røde Kors i Odense, Lajla Hallundbæk, mobil 41428818
Rådmand Jane Jegind, Ældre- og Handicapforvaltningen, mobil 20911031