Spring til indhold
Nyhed

Stor orgelrenovering i Odense Koncerthus

18-12-2010

Det store orgel i Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus har i mange år trængt til en grundig renovering og rengøring.

Dette bekostelige projekt bliver nu realiseret takket være en generøs donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

De sidste uger af 2010 rykker et mandskab fra orgelbyggerfirmaet Marcussen & Søn ind i koncertsalen og påbegynder det store arbejde.

Carl Nielsen Konkurrencens generalsekretær, Marianne Granvig, udtaler:

- Det er en stor lettelse, at vi nu kan iværksætte den hårdt tiltrængte renovering af koncerthusorglet. Dermed sikrer vi, at instrumentet er i topform, når Den Internationale Carl Nielsen Orgelkonkurrence afholdes i Odense i dagene 31. maj til 9. juni 2011. Ikke kun konkurrencens finalister men også fremtidige koncertgivere og ikke mindst publikum vil nyde godt af, at orglet bringes tilbage på et niveau, hvor det både klangligt og spillemæssigt kommer til sin ret.

Orglet var en gave fra Fyns Amtsråd i forbindelse med indvielsen af Odense Koncerthus i 1982. Det er bygget af det næsten 200 år gamle, internationalt kendte orgelbyggerfirma Marcussen & Søn. Orglet, der har 46 stemmer, er placeret på endevæggen i Carl Nielsen Salen, hvortil salens 1.212 publikumspladser har fri udsigt.

Læs mere om Den Internationale Carl Nielsen Orgelkonkurrence


Kontakt

Marianne Granvig
Tlf.: 63 75 00 50
Direkte tlf.: 63 75 00 55
E-mail: mg@odense.dk