Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune sparer 25 % på lønadministration

06-01-2010
Odense Kommune sparer 25 % på lønadministration i offentligt-privat samarbejde

Efter kun tre år med offentlig-privat-partnerskab har Odense Kommune sparet 25 % på udgifterne til lønadministration.

I 2006 valgte Odense Kommune efter udbud at lade lønadministrationen overgå til et nyt selskab — Visma Services Odense A/S — der er et offentligt-privat partnerskab med delt ejerskab imellem Visma Services Public A/S og Odense Kommune.
 
Som et led i evalueringen af udbuddet har Odense Kommune opgjort, at der er sparet 25 % i forhold til den beregnede udgift til kommunal lønadministration. Dette er opgjort på baggrund af det udgiftsniveau, kommunen havde ved opgaveoverdragelsen.

Stadsdirektør Jørgen Clausen er naturligvis meget tilfreds:
- Det fremgår nu sort på hvidt, at det har været en fordelagtig disposition at tænke nye tanker på dette område. Jeg er meget tilfreds med den besparelse der er opnået, og hertil kommer, at Odense Kommunes andel på 1 million kr. af virksomhedens overskud ikke er medregnet i besparelsen på 25 %. Samtidig med disse økonomiske fordele er jeg også glad for at medarbejderne i vores fælles selskab trives godt, siger Jørgen Clausen og fortsætter:
- Vi kan derfor bare konstatere, at man kan få et offentligt-privat partnerskab til at fungere — endda rigtigt godt. Jeg er ikke i tvivl om, at andre kommuner end Odense vil kunne få stor gavn af at indgå i vores partnerskab eller tilsvarende partnerskaber i forbindelse med udlicitering af lønadministrationsopgaven. Odense Kommune og Visma er da også åbne overfor, at andre kommuner kan indgå som ejere af selskabet, så de også kan gøre sig gode erfaringer med partnerskaber der lønner sig.

For yderligere information:
Stadsdirektør Jørgen Clausen, tlf: 65 51 10 01
Bestyrelsesformand for Visma Services Odense A/S, direktør i Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning, Søren Bonde Hansen, tlf.: 65 61 20 01