Spring til indhold
Nyhed

Hjemløse tager ophold på Flakhaven

07-05-2010

Odense får i denne uge besøg af tretten hjemløse, der tager midlertidigt ophold på Flakhaven. Her er dog ikke tale om mennesker af kød og blod, men om skulpturer af bronze og cement.

”I Danmark behøver ingen at være hjemløs”, ”Det er noget, de selv har valgt”, ”Hvorfor får de ikke bare et arbejde?” osv. Der er mange fordomme forbundet med hjemløshed. Alle disse fordomme skal der dæmmes op for, og det skal vandreudstillingen STOP HJEMLØSHED! være med til.

Udstillingen består af tretten mandshøje skulpturer, der forestiller hjemløse. Hver skulptur fortæller sin egen historie og repræsenterer derved rigtige mennesker og viser den store mangfoldighed, der er – også når man taler hjemløshed. Projekt UDENFOR og SAND – de hjemløses landsorganisation – står bag projektet.


Skulpturerne opstilles i Odense som led i kommunens fokus på hjemløshed og i forbindelse med, at der sættes gang i tiltag, der skal komme hjemløsheden til livs.

”Skulpturerne viser med al tydelighed den hjemløses situation. Det er ikke et værdigt liv at leve på gaden eller rundt omkring hos venner og bekendte. Det vil vi gerne være med til at gøre noget ved i Odense. Vi vil vise, at Odense er en bæredygtig by på det sociale område, og at social lighed og retfærdighed findes”, siger Peter Rahbæk Juel, rådmand i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.


Lokal kunstner

Det er Odense-kunsteren, Jens Galschiøtt, der har skabt skulpturerne på opfordring fra projekt UDENFOR, der til daglig bl.a. arbejder med hjemløse på gaden i København.

"Ideen bag udstillingen er at sætte gang i debatten om problemer og løsninger på baggrund af kunst – at tage udgangspunkt i kunst gør det nemmere at drøfte svære problemstillinger”, siger Ninna Hoegh, sekretariatschef i projekt UDENFOR.


Fynske hjemløse

Også repræsentanter for de ’ægte’ hjemløse vil være at finde på Flakhaven. Den fynske lokalafdeling af de hjemløses landsorganisation, SAND, stiller en campingvogn op d. 7 – 8/5 og svarer på spørgsmål og fortæller om livet uden fast tag over hovedet.


Udstillingen Stop Hjemløshed! kan ses på Flakhaven fra d. 7/5 – 21/5


Yderligere information:

Projektleder Marie Skjelbo, projekt UDENFOR, tlf.: 28288098 eller msj@udenfor.dk
Formand for SAND Fyn, Ega Albertsen, tlf.: 27193659
Jens Galschiøt, tlf.: 40447058/66184058 eller aidoh@aidoh.dk