Spring til indhold
Nyhed

Himmelrummet - en julekalenderudstilling med stjernekig

15-12-2010
Kunstneren Susanne Whittingham har gjort det igen. Med en engels tålmodighed har hun flettet tusindvis af stjerner og dekoreret et helt lokale i Vollsmoses Kulturhus.

Det er som at træde ind i en helt anden verden, når man åbner døren til Himmelrummet i Vollsmose Kulturhus. “Og det er sandelig også meningen, “ fortæller idékvinden bag det hele, kunstneren Susanne Whittingham. Gennem måneder har hun håndflettet tusindvis af stjerner og sat dem sammen i sindrige mønstre, der nu pynter på tre store vinduespartier med himmelblå baggrund. På gulvet ligger små sekskantede polstrede puder, naturligvis håndflettet til lejligheden. Udtrykket er grafisk enkelt og farverne er holdt stramt i hvidt og blåt.

Men selv om udsmykningen kan tage pusten fra enhver, så er det julekalenderen det handler om. En stor én - naturligvis i hvidt og blåt - med hemmelige låger som hver dag åbnes af en inviteret skoleklasse eller børnehavegruppe fra nærområdet. Bag hver låge gemmer der sig en særlig genstand, der relaterer sig til emnet stjernerog så kan løjerne ellers begynde. Måske skal børnene være med i et skuespil, måske skal de bruge deres hænder, høre en historie eller få besøg af en hemmelig gæst. “Mere får I altså ikke at vide, “ siger Susanne Whittingham med et glimt i øjet, “ellers er det jo ikke en overraskelse.”

Nogle dage er det Susanne Whittingham selv der er på, andre gange er det en særlig inviteret fagperson, der er til stede. “For selv om børnene får noget for øjet, når de besøger Himmelrummet, så er det tanken, at de også gerne må have lært noget, når de går herfra.” fortæller Susanne.

Sissel Langkilde, der er studerende ved Københavns Universitet og i praktik i Vollsmose Kulturhus, har været tilknyttet projektet som koordinator og har samarbejdet tæt med Susanne om projektets tilblivelse. “Det har været en lang og spændende proces. Jeg er imponeret over Susannes ildhu og stædighed, hun har nærmest boet i kulturhuset i ugerne op til d. 1. december. Hun er ikke et menneske, der springer over, hvor gærdet er lavest og det synes jeg også, at udstillingen bærer præg af.”

Susanne Whittingham er efterhånden ikke noget ubeskrevet blad hverken i Vollsmose eller nogen andre steder. Hendes unikke evne til at flette eftergøres vist ikke af nogen, og mange har set hendes udstillinger med imponerende kurve og skulpturer møjsommeligt flettet af det særlige plastbånd, man forsegler papkasser med.

“Lige nu ærgrer jeg mig lidt over, at december er så kort.” siger Susanne. Og henviser til at julekalenderudstillingen kun varer til og med d. 20. december.

Men forhåbentlig er der alligevel mange, der tager sig tid til at kigge indenfor i det smukke Himmelrum, inden stjernerne atter pilles ned fra himlen.

Udstillingen kan ses i Vollsmose Kulturhus frem til d. 20. december inden for husets åbningstid.