Spring til indhold
Nyhed

Filmfestivalen i Odense får ny profil

12-01-2010


Odense Filmfestival fik i 2009 ny grafisk linie - klik og åben i stort formatFilmfestivalen i Odense bliver igen en ren kortfilmsfestival


OFF - Odense Film Festival fejrer i år 25 års jubilæum og når festivalen løber af stablen i august bliver det med en stærk ny profil, hvor der i konkurrencen igen kun fokuseres på kortfilmsgenren.


OFF, som ikke blot er landets største af sin art men også nyder international anseelse, var i sit oprindelige udgangspunkt udelukkende en kortfilmsfestival. I 1996 blev dokumentarfilm imidlertid integreret som en fast del af konkurrenceprogrammet. Det var en klog beslutning som fik festivalen til at blomstre, ikke mindst fordi udvalget af film, både de indsendte og de udvalgte, dengang var mindre. Inddragelsen af dokumentarfilm i konkurrenceprogrammet højnede kvaliteten af filmene samlet set og derfor også af festivalen generelt.


Det er altid glædeligt når filmfestivaler får vokseværk. Men det indebærer samtidig en risiko for at både publikum og festival mister fokus. For at skærpe OFF´s profil og for at fremhæve kortfilmen som enestående kunstnerisk udtryksform, har festivalleder Birgitte Weinberger og kunstnerisk leder Mikkel Munch-Fals derfor valgt at styre festivalen tilbage til sit udgangspunkt: fokus på kortfilm.

Åben logo for OFF10 i stort formatStadig dokumentarfilm på plakaten

Det er dog kun i konkurrenceprogrammet at dokumentaren er rykket ud. For OFF vil stadig vise dokumentarfilm, ældre som nye, som en del af festivalens mange tilbud. OFF er stadig film i alle afskygninger, events, fest, foredrag, workshops og meget, meget mere. Men konkurrenceprogrammet er altså fra i år afgrænset til kortfilm.


Samlet set har kort- og dokumentarfilmene udgjort et stærkt alternativ til de mere velkendte spillefilm. I kraft af en række vellykkede branchetiltag er det på dokumentarfilmfronten lykkedes at sparke døren ind til biograferne og til publikums bevidsthed, godt hjulpet på vej af initiativer som CPH:DOX, Dox on Wheels, Danmarks Radios Dokumania-serie og den netop opstartede DOX BIO.


Tilbage står kortfilmen og trænger til et tilsvarende løft. Og det får den til august med OFF10.



Yderligere info: Kunstnerisk leder Mikkel Munch-Fals: mikkel@filmfestival.dk


Festivalleder Birgitte Weinberger: bsw@odense.dk 6551 2821
www.filmfestival.dk