Spring til indhold
Nyhed

De Vilde Svaner i Washington

08-06-2010

Åbning af udstillingen De Vilde Svaner 
Den 4. september sidste år dannede Odense ramme om premieren på filmen 'De Vilde Svaner', og samtidig indviede Dronningen udstillingen af samme navn i H.C. Andersens Hus. Efter visningen i Odense sendtes udstillingen til Mexico City, hvor prins Joachim og prinsesse Marie deltog i indvielsen på Franz Mayer museet i februar. Nu er udstillingens verdensturné nået til USA's hovedstad.


Torsdag aften amerikansk tid kunne kronprinsen med en tale åbne udstillingen i Meridian International Center i centrum af storbyen. Centret drives af den amerikanske udenrigsministerium og danner ramme om internationale udstillinger og aktiviteter.


Forberedelserne til visning af 'De Vilde Svaner' i Washington har stået på gennem flere måneder og er blevet til i et tæt samarbejde mellem Meridian International Center, JJ Film, Hoffet og Odense Bys Museer. To medarbejdere fra Odense Bys Museer, konservator Dorte Gramtorp og udstillingshåndværker Kasper Jensen, har gennem en uge sammen med medarbejdere fra Meridian Center opbygget udstillingen. Udover Dronningens decoupager og kostymer indgår også otte originale H.C. Andersen-klip og en række fotos m.m. fra museet i Odense.


Udstillingen vises i Washington DC frem til begyndelsen af juli måned. Søndag har filmen premiere ved en visning i National Art Gallery, det store statslige kunstmuseum, der ligger lige ved Kongressen.


Ved åbningen af udstillingen deltog over 300 indbudte gæster, og blandt dem var der senatorer og kongresmedlemmer, ledende erhvervsfolk, kulturpersonligheder og ledere fra de store nationale kulturinstitutioner og museer. Hertil et betydeligt opbud af pressefolk fra såvel USA som Danmark.


Lederen af Meridian International Center's kulturprogram, Curtis Sandberg, og museumschef Torben Grøngaard Jeppesen fra Odense Bys Museer, forestod rundvisningen for kronprinsparret. Odense Bys Museer har skabt udstillingen på grundlag af Dronningens værker.


De mange gæster ved åbningen var meget begejstret for udstillingen, og der skabtes flere kontakter til interesserede amerikanske medier, som ønsker at vise filmen.


Efter udstillingsåbningen markeredes begivenheden for en indbudt kreds i den danske ambassadørbolig. Den danske ambassade fejrer i disse dage 50-årsjubilæum og fredag aften er der endnu en stor sammenkomst i ambassaden i den anledning.


Efter visningen i Washington DC drager udstillingen 'De Vilde Svaner' videre til Kina, hvor der er åbning i slutningen af september i Bejing og senere i to andre kinesiske byer. I 2011 forventes udstillingen tilbage til Europa, hvor der p.t. planlægges en sidste visning inden verdensturneen afsluttes.

Link til omtale af udstillingen på Meridian Center