Spring til indhold
Nyhed

Billetsalg startet til Harry Potter Festival

10-09-2010

Nu starter billetsalget til årets Harry Potter Festival for alle små Potter-fans med hang til magi, sjov og trylleri.

Lørdag d. 18. september 2010 kl. 10.01 starter billetsalget til årets mest fortryllende oplevelse.



Odense Centralbibliotek åbner billetsalget til en magisk udflugt med det gamle damptog Hogwarts-ekspressen og et særarrangement for børn med forfatteren til Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling på Odense Rådhus i forbindelse med dette års Harry Potter Festival.

Årets Harry Potter Festival byder på:

  • Mandag den 18. oktober 2010 kl. 18.00
    En magisk skoleudflugt for alle troldmandselever på Hogwarts – skole for heksekunst og troldmandsskab. Det gamle damptog afgår fra den magiske Perron 9 ¾ på Odense Banegård til en fortryllende tur, hvor Ministeriet for Magi lover underholdning og overraskelser, der er en troldmand værdig.

    Turen er for børn i alderen 8-12 år. Billetpris: 100 kr. Billetsalg starter på Hovedbiblioteket lørdag d. 18. september 2010 kl. 10.01.

  • Tirsdag den 19. oktober 2010 kl. 10.15 
    J.K. Rowling modtager H.C. Andersen Litteraturprisen i Odense Koncerthus. Prisen uddeles af H.C. Andersen Litteraturpriskomiteen.

    Billetter til prisoverrækkelsen købes på Fyensbilletten.dk.

  • Tirsdag den 19. oktober 2010 kl. 13 
    J.K. Rowling lægger også vejen forbi Harry Potter Festivalen til et særarrangement for børn på Odense Rådhus. Her vil hun bl.a. læse op og svare på spørgsmål fra børnene.
    Særarrangementet er for børn i alderen 8-14 år. Billetpris: 50 kr.
    Begrænset antal billetter. Maks. 4 billetter pr. køb. Billetsalg starter på Hovedbiblioteket lørdag d. 18. september 2010 kl. 10.01.

  • Markedsdage den 19. - 20. oktober
    Festivalen indeholder desuden hele 2 magiske markedsdage tirsdag d. 19. oktober og onsdag d. 20. oktober fra 12-16 på Flakhaven for alle troldmandslærlinge og hekseaspiranter med tilhørende mugglere. Kræver ikke billet.

Læs mere om alle aktiviteterne i forbindelse med Harry Potter Festival 2010 på: www.odensebib.dk/harrypotter

 

Harry Potter Festival 2010 er arrangeret af Odense Centralbibliotek med støtte fra Odense Kommune.

Yderligere informationer
Vedr. Harry Potter Festival og billetsalg:  Anne-Mette Kjærbye Jakobsen, amk@odense.dk eller pr. tlf.: 65 51 44 18.

Vedr. prisoverrækkelsen: Kristina Edrén, kme@odense.dk eller pr. telefon: 65 51 27 37.