Spring til indhold
Nyhed

Ungdomshuset fylder rundt - men stadig med turboen i bund!

03-09-2009
Ungdomshuset vil i forbindelse med Kulturnatten fredag d. 4. september kl. 18 – 23 afholde 10 års fødselsdag. I den anledning har vi fået to fede bands: Dinojax og selveste Turbo-weekend til at underholde nye og gamle brugere, de ansatte i huset og alle andre interesse-rede for derigennem at sætte fokus på vores fantastiske sted i lokalområdet. Derudover vil vi kunne byde på en hyggelig fortovscafé.

Odenseanske Dinojax står for opvarmningskoncerten med deres på én gang komplekse og lettilgængelig powerrock. Derpå vil den stå på elektrorock med forrygende energi og smit-tende humor af det fra Roskilde, Spot- og Skanderborg-festivalen meget anmelderroste Nørrebro-band Turboweekend. I caféen, hvor DJ Sengaia står for underholdningen, vil der være cool chill-out.

Dagen før, den 3/9, vil der fra 15.30. til 17.30. finde en reception sted for alle involverede omkring Ungdomshuset – brugere og medarbejdere gennem årene, repræsentanter for byrådet, foreningslivet m.fl. Til lejligheden vil der blive budt på lidt lækkert, uformelle taler, et danseshow og musikalske indslag. Fra kl. 18. er der folkekøkken/fødselsdagbord for alle - med dejlig chokolade og kage til.

Vi fejrer et hus med højt til loftet, hvor der udklækkes mange nye talenter. Ungdomshuset rummer bl.a. en café, en række værksteder og væresteder, et professionelt lydstudie og øvelokaler med mange lærere og teknikere tilknyttet. Vi råder tillige over en scenevogn, har adgang til en kæmpe grejbank og en sej baggård med terrasse. I denne gård skaber vi den store fest, hvor bandene spiller.

Vi bruger vores ressourcer til at spille sammen med unge og byens aktører og har et glim-rende samarbejde med de kommunale beslutningstagere og omgivelserne overhovedet. Samtidig med at unge fra mange forskellige sociale og kulturelle miljøer har kunnet finde et fritidssted og opbakning til deres mange initiativer, både de traditionelle og alternative, retlinede og anti-autoritære.

Formålet med Ungdomshuset er at opbygge et bredt, attraktivt ungdomsmiljø, der samtidig understøtter foreningernes, ungdomsskolens og kommunens initiativer. Huset er for unge i alderen 12-29 år (primært 14-25), som ønsker at deltage i stedets aktiviteter eller indgå med egne projekter. Det er primært et sted for unge fra midtbyen - såvel de stærke som de mere udsatte grupper.

Administrativt hører huset under Odense Kommunes Børn - og Ungeforvaltning, Fritidsafde-lingen, og den daglige administration og koordinering forestås af Korsløkke Ungdomsskole, som dygtiggør eleverne på såvel den boglige og verbale som den audiovisuelle og digitale front. Ungdomsskolen har samtidig til opgave at understøtte foreningernes og de unges egne spændende initiativer.  

Oplev vores fem etager, som i dagens anledning er shinet op med ild-tønder, kulørte pærer, lanterner, balloner, flag fra alverdens involverede lande og rekvisitter fra rollespilsforenin-gerne. Ud over den røde løber, har vi rullet græstæpper ud, så ansigtet udadtil fremstår som en grøn, kreativ oase. Og dermed som et billede på ånden i Ungdomshuset. Kom og vær med! 

Ungdomshusets fødselsdagsfest fredag d. 4. september
Sted: Nørregade 60, 5000 Odense C.
www.ungdomshusetodense.dk
Tid: 18.00-23.00
Fri entré - og alle er velkomne!

Yderligere information
Karsten Damgaard, leder af Ungdomshuset, tlf. 63 75 68 20