Spring til indhold
Nyhed

Foreninger tager imod krisepakke med kyshånd

27-10-2009

Foreninger står på venteliste for at deltage i kommunens udviklingskurser, som er en del af den krisepakke til foreningslivet, Odense Byråd besluttede i juni.


De odenseanske fritidsforeninger vil gerne være toptunede til at møde fremtidens borgere. Ventelisten til kursusrækken 'Odense Foreningslederakademi' vokser og vokser, og lige nu er 55 deltagere skrevet op, selvom kommunen har oprettet et ekstra hold med 25 deltagere.


Mandag aften var der fuldt hus til det første af kurserne, som skal gøre lederne bedre til at hverve frivillige, finde sponsorer, få styr på organisationen og i det hele taget sælge sig selv.


Det tyder på, at Odenses foreningsliv inden for fritidsområdet hermed er gået i gang med en vældig udvikling, som skal gøre foreninger klar til udfordringer fra zapperkulturens børn, kræsne forældre og kvalitetsbevidste ældre.


Dygtiggørelse nødvendig

Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen Jane Jegind (V) mener, at fritidsforeningerne gør klogt i at dygtiggøre sig.


- Den store interesse viser, at kurserne rammer et behov. Foreningerne oplever, at medlemmerne har mange andre tilbud at lade sig friste af. Det kan eksempelvis være fitnesscentre og andre fritidsaktiviteter samt et stadigt mere alsidigt marked for underholdning med eksempelvis flere tv-kanaler og flere muligheder foran computeren, siger Jane Jegind.


- Derfor er det opmuntrende, at se foreningernes engagement i at udvikle deres organisationer, så tilbuddene bliver bedre og mere attraktive til glæde for alle byens borgere, tilføjer rådmanden.


Bedre klædt på

Formand Stephan Holm fra DHG Volley føler sig allerede bedre klædt på efter aftenens kursus, som var første aften ud af fem.


- Allerede i dag har vi fået nogle værktøjer til at arbejde mere strategisk i min egen forening. Ofte er det nemlig sådan, at vi tager os mest af de praktiske ting med at organisere træning, kampe, stævner med videre, siger Stephan Holm.


Odense Foreningslederakademi er kun en del af den samlede krisepakke. Pakken indeholder desuden forsøg med ekstern konsulentbistand til foreningsudvikling, administrative lettelser i foreningsarbejdet samt regnskabskurser.


Krisepakken på 1,8 millioner kroner blev vedtaget i juni af byrådet. Finanskrisen var med faldende sponsorindtægter en ordentlig mavepuster for en del af Odenses foreningsliv. Samtidig har foreningslivet generelt haft et stigende behov for at udvikle tilbud, som moderne borgere efterspørger.


Kontakt:

Børn- og Ungerådmand Jane Jegind, tlf. 65 51 50 00 eller på mail: jmj@odense.dk
Foreningskonsulent Brian Kryhlmann Jørgensen, tlf. 65 51 53 25 eller på mail: brkj@odense.dk