Gang i uge 23

Hvert år i uge 23 afholdes en gå-kampagne, der giver dig mulighed for spændende, hyggelige og sjove gåture i hele byen

 

 

Daglig motion og hyggeligt samvær er for mange opskriften på det gode liv, og netop derfor afholder Odense Kommune i samarbejde med frivillige foreninger årligt Gang i uge 23, som er åben for alle men fortrinsvis målrettet seniorer.

 

Programmet for Gang i uge 23 2017

Programmet kan hentes på bibliotekerne i Odense, Seniorhus Odense (Toldbodgade 5-7) og i Indgangen (Dalumvej 95 b). Men du kan også se programmet til Gang i uge 23 - 2017 her.

 

Du kan få et overblik over ruternes startsteder og blive guidet derhen på Odense Rundt.

 

Vælg mellem mange forskellige ruter

Der vil i løbet af ugen være masser af tilbud tilpasset enhver smag og udholdenhed. Det kan bl.a. være:

  • En guidet tur i Kultur Botanisk Have og langs Odense Å
  • Oplev park og skov ved Hollufgaard
  • Tag med på gåture i Åløkkeskoven
  • En gåtur ved Odense Å med SIND Værestedet Stoppestedet
  • På pinsetur i Dalum og Næsby
  • Gå med på Hjertestien i Elmelund Skov
  • Sommertur ved og omkring Odense Fjord

 

Vil du vide mere om Gang i uge 23, så kontakt Elsebeth Mikkelsen på 21 49 38 77 eller elm@odense.dk

 

Herunder kan du læse, hvad det giver Grete, Jens og Käte at gå

Grete, Jens og Käte er alle tre medlemmer af gågruppen "Torsdagsvandrerne fra Tarup", som hver torsdag mødes og går knap 4 km.

 

80-årige Grete Nedergaard har været med i Gang i uge 23 helt fra kampagnens begyndelse for 8 år siden. I år har hun arrangeret to af turene: ”Jeg har arrangeret rute 18, som er en sommertur i Kirkendrup skov og rute 42, som er en pinsetur ved Odense Å”. Når Grete planlægger ruter til såvel Torsdagsvandrerne som Gang i uge 23, bruger hun sine evner fra Odense Orienteringsklub, som hun og hendes mand har været medlem af i mere end 40 år: ”Når man planlægger ture og er ude at gå, lærer man at læse et kort, og man får et stort terræn-kendskab, som kan bruges i mange sammenhænge”. 

Grete vil helt sikker opfordre andre til at deltage i Gang i uge 23 og i det hele taget komme ud at gå: ”Når man går, kommer man ud og ser noget, man ellers ikke ville have set, og man får rørt sig i den skønne natur. Og så møder man en masse nye mennesker”.

 



86-årige Jens Pedersen nyder sine ugentlige ture med ”Torsdagsvandrerne fra Tarup”: ”Jeg får det så dejligt, når jeg har været ude at gå en tur. Jeg nyder naturen og fællesskabet med de andre deltagere”. Og ligesom Grete vil Jens uden tvivl opfordre andre til også at deltage i Gang i uge 23: ”Jeg synes, det er godt at få nogle mennesker i gang, og jeg kan kun anbefale andre at deltage”. 

 

 

 

 

Käte Bladt er med sine 88 år aldersrepræsentanten i ”Torsdagsvandrerne fra Tarup”, og hun er ikke i tvivl om, hvad det giver hende at komme ud at gå: ”Jeg kan slet ikke undvære at gå. Efter jeg mistede min mand, måtte jeg finde på noget at foretage mig, og så prøvede jeg at tage med ud at gå. Det har jeg ikke fortrudt”. Selvom Käte ser det som en stor fordel, at gåturene er god træning, er fællesskabet med de andre deltagere mindst lige så vigtigt for hende: ”Når jeg er ude at gå med de andre, snakker jeg altid med nogle forskellige mennesker. Det er rigtig hyggeligt”. 
Og Kätes anbefaling er klar: ”Jeg synes bare, man skal prøve at tage med ud at gå. Det sker der ikke noget ved, og man forpligter sig ikke til noget. Måske finder man ligesom jeg ud af, at det lige er noget for én”. 

 

 

 

Opdateret 30-05-2017

Ældre- og Handicapforvaltningen