Luk

<<< Børn- og Ungeudvalget



Børn- og Ungeudvalget - Referat 27. april 2010

knud

Børn- og Ungeudvalget

Åben

Referat


Tirsdag den 27-04-2010 kl. 08:30

Udvalgsværelset, Ørbækvej 100, Blok 1



Afbud fra:
Mai Henriksen

Oversigtsdagsorden: Åben referat


A: Sager til afgørelse i Økonomiudvalg/Byråd

1. Boligsocial Helhedsplan for Korsløkkeparken og Rødegårdsparken/ Stærmosegårdsparken

Åbent - 2008/163918

 

Sagsresumé

Med etableringen af boligstrategisk sekretariat i 2008 har Odense Kommune øget sit fokus på kommunens almene boligområder. Odense Kommune og boligorganisationerne indgik i 2008 en samarbejdsaftale om et tæt og forpligtende samarbejde.

Med udgangspunkt i dette samarbejde var der i 2009 et forløb de to parter imellem, hvor en række boligområder blev udvalgt med henblik på nærmere drøftelser mellem ejerne, lejerne og kommunen i forhold til at søge Landsbyggefonden om økonomisk støtte til helhedsplaner i almene boligområder.

Områderne var udvalgt på baggrund af talmateriale fra boligstrategisk sekretariat og Odense Kommunes forvaltningers erfaringer i lokalområderne.

På baggrund af drøftelserne om boligområderne har Fyns almennyttige Boligselskab i samarbejde med Odense Kommune, søgt om tilskud til en social og forebyggende indsats i Korsløkkeparken, afdeling F, E, G og K.

Ligeledes har Odense Social-Filantropiske Boligselskab i samarbejde med Odense Kommune søgt om tilskud til en social og forebyggende indsats i Rødegårdsparken, afdeling 4 og Stærmosegårdsparken, afdeling 5.

På baggrund af foreløbige helhedsplaner for de nævnte afdelinger, har Landsbyggefonden givet et foreløbigt tilsagn om støtte på kr. 7.500.000 til Korsløkkeparken, samt et foreløbigt tilsagn om støtte på kr. 4.500.000 til Stærmosegårdsparken og Rødegårdsparken. Begge tilsagn gælder over en femårig periode.

I lighed med tidligere helhedsplaner vil Odense Kommune indgå en samarbejdsaftale med de relevante boligorganisationer med henblik på gennemførelse af helhedsplanen.

Samarbejdsaftalerne vil kunne omfatte involvering af samtlige forvaltninger alt efter behov. Involveringen vil omfatte brug af forvaltningernes viden på specifikke områder. Den lokale medfinansiering på 25 % deles mellem boligorganisation og kommune. Kommunes forpligtelser ved de enkelte forvaltninger fremgår af indstillingspunkterne.

Indstilling

Børn- og Ungeforvaltningen indstiller til Børn- og Ungeudvalget, at Byrådet godkender at:

 

  1. Den af Fyns almennyttige Boligselskab udarbejdede helhedsplan for Korsløkkeparken, afdeling F, E, G og K, anbefales.
  2. Borgmesterforvaltningen bidrager samlet med kr. 718.000 i perioden 2010-2014, svarende til en gennemsnitlig årlig udgift på kr. 143.600. Midlerne anvendes til medfinansiering af beboerkonsulent, naboskabsundersøgelse mv.
  3. Børn- og Ungeforvaltningen bidrager samlet med kr. 773.000 i perioden 2010-2014, svarende til en gennemsnitlig årlig udgift på kr. 154.600. Midlerne anvendes til projekterne ”Børnefamilie i fokus”, ”Pick-up service”, Korsløkkeklubberne” og ”Opsøgende børn- og ungeindsatser”.
  4. Den af Odense Social-Filantropiske Boligselskab udarbejdede helhedsplan for Rødegårdsparken, afdeling 4 og Stærmosegårdsparken, afdeling 5, anbefales.
  5. Borgmesterforvaltningen bidrager samlet med kr. 353.875 i perioden 2010-2014, svarende til en gennemsnitlig årlig udgift på kr. 70.775. Midlerne anvendes til medfinansiering af beboerkonsulent, naboskabsundersøgelse mv.
  6. Børn- og Ungeforvaltningen bidrager samlet med kr. 592.875 i perioden 2010-2014, svarende til en gennemsnitlig årlig udgift på kr. 118.575. Midlerne anvendes til en opsøgende medarbejder.
  7. Borgmesterforvaltningen, Børn- og Ungeforvaltningen og Social og Arbejdsmarkedsforvaltningen forventer at bidrage med kr. 32.813 i perioden 2010-2014 til administrativ og faglig konsulentbistand til gennemførelse af helhedsplanen.

 

Beslutning

Børn- og Ungeudvalget anbefaler indstillingen.

 

Udvalgsmedlem Mai Henriksen deltog ikke i mødet.

 

Sagsfremstilling

I 2006 indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre en aftale om anvendelsen af den almene boligsektors midler og den fremtidige styring. I aftalen indgår blandt andet at Landsbyggefonden for en samlet ramme på kr. 400.000.000 årligt i perioden 2007-2011 kan yde tilskud til aktiviteter som led i en social og forebyggende indsats i almene boligområder.

Fyns almennyttige Boligselskab og Odense Social-Filantropiske Boligselskab har pr. 1/4 2010 indsendt en endelig helhedsplan til Landsbyggefonden.

 

Fyns almennyttige Boligselskab

Fyns almennyttige Boligselskab, Korsløkkeparken afdeling F, E, G og K, består tilsammen af 1200 boliger med 2500 beboere (1/1 2008).

De senere år har Korsløkkeparken ikke formået at fastholde det velfungerende naboskab og har lidt under, at der ikke har været ressourcer til at etablere rum for mødet mellem kulturer og generationer. Særligt ungegruppen mangler møde- og aktivitetssteder og en stor del af beboerne mangler tilknytning til arbejdsmarkedet.

Helhedsplanen er en bred indsats med fokus på alle beboere i området, dog særligt børn og unge gruppen.

I Korsløkkeparken forventes det, at der blandt beboerne er mange ressourcer som ikke er udnyttet i dag. Helhedsplanens sigte er, at understøtte og udvikle områdets ressourcer. Til denne opgave ansættes to beboerkonsulenter, som har den centrale rolle i opstarten og afklaringen af, hvilke præcise aktiviteter og ressourcer der findes i Korsløkkeparken. Når denne afklaring er gennemført i løbet af 2010, er det aftalt med Landsbyggefonden, at der skal fremsendes en mere detaljeret handlingsplan for den resterende helhedsplanperiode.

 

Sideløbende med dette er der i helhedsplanen beskrevet aktiviteter med fokus på børn og unge i området, da der er bred enighed om, at denne gruppe er særlig vigtig at understøtte. Samlet er der afsat ét årsværk til indsatsen overfor børn og unge. Indsatsen sker i sammenhæng med de eksisterende børn og ungeaktiviteter i området.

 

Børn- og ungeindsatserne består af projekterne ”Børnefamilie i fokus”, ”Pick-up service”, Korsløkkeklubben” og ”opsøgende børn- og ungeindsatser”. Alle indsatser gennemføres i et tæt samarbejde mellem Fyns almennyttige Boligselskab og Odense Kommune.

 

I ”Børnefamilier i Fokus” vil en socialrådgiver ansat under Korsløkke Ungdomskole have fast ”åbningstid” 1-2 dage om ugen i Korsløkkeparken. Der vil desuden blive arbejdet opsøgende i tæt samarbejde med den lokale folkeskole, klubberne, ejendomsfunktionærer mfl. Personen er kun rådgivende og vil ikke udføre myndighedssagsbehandling.

I ”Pickup-service” etablerer Korsløkke Ungdomskole en støtte- og vækkeordning i samarbejde med den lokale folkeskole for at sikre alle elever en positiv skolegang og undgå pjækkeri. Efter aftale med familierne kan en medarbejder hente eleverne og følge dem til skole. Indsatsen er udarbejdet ud fra lokale behov og erfaringer, men med inspiration fra de positive resultater fra projekt ”Vækkeuret” i Vollsmose.

”Korsløkkeklubben” er en klub for børn og unge. Den tidligere beboerdrevne klub vil blive genetableret i kælderlokaler i afdeling G og flyttes eventuelt senere til et beboerhus. Inventaret opgraderes og der ydes pædagogisk support fra ungdomsskolen / den opsøgende medarbejder til opbygning og udvikling af klubtilbudet, herunder hjælp til opstilling af vision for klubben, praktisk organisering, pædagogisk rådgivning, medvirken til arrangementer m.m. 

 

”Opsøgende Børn og Ungeindsats”. Under Korsløkke Ungdomskole ansættes der opsøgende børn- og ungemedarbejdere i et omfang svarende til 18 timer pr. uge. 

Medarbejderne skal være opsøgende i lokalområdet for at modvirke uhensigtsmæssig adfærd, samt forebygge kriminalitet og misbrug.

Odense Social-Filantropiske Boligselskab

Odense Social-Filantropiske Boligselskab har ligeledes pr. 1/4 2010 indsendt en endelig helhedsplan til Landsbyggefonden.

Odense Social-Filantropiske Boligselskab, afdeling 4 Rødegårdsparken og afdeling 5 Stærmosegårdsparken, består tilsammen af 456 boliger med 871 beboere (1/1 2008).

De to afdelinger er præget af ensomme og isolerede beboere, samt problemer med børn- og ungegruppen.

Der søges derfor om midler til en indsats overfor disse målgrupper. Den primære målgruppe for indsatsen er børn- og ungegruppen samt den isolerede og udsatte voksengruppe.

Sekundær målgruppe for indsatsen er de potentielle frivillige kræfter i boligområdet, som mangler understøtning til opstart af aktiviteter.

 

Indsatsen hviler på tre fundamenter, hvor indsats 1 og 2 er medfinansieret af Odense Kommune:

  1. En opsøgende medarbejder vedrørende børne- og ungeindsats
  2. Beboerkonsulent
  3. Aktivitetshus som omdrejningspunkt

 

Børn og ungeindsatsens medarbejder skal være opsøgende i lokalområdet for at modvirke uhensigtsmæssig adfærd samt forebygge kriminalitet og misbrug blandt ungegruppen. De unge i området skal sikres en positiv skolegang, støttes i fastholdelse af deres ungdomsuddannelse og hjælpes i gang med identitetsgivende fritidsaktiviteter i og udenfor området blandt andet i samarbejde med foreningslivet.

 

Beboerkonsulenten skal bidrage til at styrke den boligsociale indsats i området og være beboernes nøgle til at åbne dørene i forhold til tilbud som langt fra alle beboere kan finde ved egen kraft. Beboerkonsulenten skal også bistå de kommunale medarbejdere med kontakt til de beboere, som er målgrupper for den kommunale indsats og medvirke til at skabe større tryghed for beboerne i boligområdet.

 

Odense Social-Filantropiske Boligselskab søger om tilskud fra Landsbyggefonden til opførelse af et aktivitetshus som skal skabe identitet og sammenhold i boligområdet. Boligforeningen har indsendt separat ansøgning om opførelse af et aktivitetshus.

Økonomi

Fyns almennyttige Boligselskab

Det samlede budget for den endelige helhedsplan for Fyns almennyttige Boligselskab, afdeling F, E, G og K Korsløkkeparken, er på kr. 10.959.324.

 

Den lokale medfinansiering udgør kr. 2.892.795 over en femårig periode. Heraf indgår Fyns almennyttige Boligselskab med kr. 1.401.404 og Odense Kommune indgår med kr. 1.491.392.

 

I den samlede kommunale medfinansiering på kr. 1.491.392 indgår finansiering fra Borgmesterforvaltningen, Børn- og Ungeforvaltningen og Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i form af medarbejdertimer og kontant beløb.

 

Børn- og Ungeforvaltningen, Korsløkke Ungdomsskole, finansierer kr. 773.000 til børn- og ungeindsatserne. Finansieringen afholdes indenfor Korsløkke Ungdomsskoles rammer.

Borgmesterforvaltningen, boligstrategisk sekretariat, indgår med kr. 718.000 til beboerkonsulenter og evaluering. Finansieringen afholdes indenfor boligstrategisk sekretariats rammer.

 

Odense Social-Filantropiske Boligselskab

Det samlede budget for den endelige helhedsplan for Odense Social-Filantropiske Boligselskab, afdeling 4, Rødegårdsparken og afdeling 5, Stærmosegårdsparken, er på kr. 6.000.001.

 

Den lokale medfinansiering udgør kr. 1.500.001 over en femårig periode. Heraf indgår Odense Social-Filantropiske Boligselskab med kr. 520.438 og Odense Kommune indgår med kr. 979.563.

 

I den samlede kommunale medfinansiering på kr. 979.563 indgår finansiering fra Borgmesterforvaltningen, Børn- og Ungeforvaltningen og Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i form af medarbejdertimer og kontant beløb.

 

Børn- og Ungeforvaltningen, Korsløkke Ungdomsskole, finansierer kr. 592.875 til den opsøgende medarbejder vedrørende børn- og ungeindsatsen. Finansieringen afholdes indenfor Korsløkke Ungdomsskoles rammer.

Borgmesterforvaltningen, boligstrategisk sekretariat, indgår med kr. 353.875 til beboerkonsulenten og evaluering. Finansieringen afholdes indenfor boligstrategisk sekretariats rammer.

 

De resterende kr. 32.813 finansieres mellem Borgmesterforvaltningen, Børn- og Ungeforvaltningen og Social og Arbejdsmarkedsforvaltningen til administrativ og faglig konsulentbistand til gennemførelse af helhedsplanen.

 

Administrative konsekvenser

Borgmesterforvaltningen, Børn- og Ungeforvaltningen og Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen medvirker med administrative ressourcer som beskrevet under økonomi.

SundhedsKonsekvensVurdering (SKV)

Gennemgangen af sagen har vist, at Sundhedskonsekvensvurdering ikke er relevant i den konkrete sag.

Bilag

 

 

 

B: Sager til afgørelse i udvalget

2. Ansøgning om tilskud til Fyn Rundt 2010

Åbent - 2009/140175

 

Sagsresumé

Cykling Odense søger om tilskud på 75.000 kr. til afvikling af cykelklassikeren Fyen Rundt 2010. Heraf søges 25.000 kr. til ekstraordinære jubilæumsaktiviteter, da det er 100. gang løbet afvikles.

 

Løbet er for både motionist- og eliteryttere med ruter på henholdsvis 30 km., 75 km., 110 km. og 180 km.

 

Cykling Odense har i 2010 indgået aftale med Sport Event Fyn om at støtte op om udvikling af løbets motionistdel, hvorfor der i løbet af de kommende år forventes et langt større deltagerantal. Der igangsættes allerede i år en ekstraordinær markedsføringsindsats af løbet.

Indstilling

Børn- og Ungeforvaltningen indstiller, at udvalget godkender, at der ydes et tilskud på 75.000 kr. til Fyen Rundt i 2010.

Beslutning

Børn- og Ungeudvalget godkender indstillingen.

 

Udvalgsmedlem Mai Henriksen deltog ikke i mødet.

 

Sagsfremstilling

Cykling Odense søger om tilskud på 75.000 kr. til afvikling af cykelklassikeren Fyen Rundt 2010. Heraf søges 25.000 kr. til ekstraordinære jubilæumsaktiviteter.

 

Cykelløbet afvikles den 15/8 og er Danmarks ældste og verdens 3. ældste af sin slags. Løbet kan i år fejre, at det er den 100. udgave. Løbet blev afviklet første gang i 1894, og det er kun verdenskrige, der har sat en stopper for det. Der er ruter på henholdsvis 180 km., 110 km., 75 km., og familieturen på 30 km. Løbet består af et eliteløb og et løb for motionister. Eliteløbet er internationalt klassificeret, hvilket tiltrækker en del udenlandske ryttere.

 

Cykling Odense har i 2009 indgået en aftale med Sport Event Fyn om at analysere løbet og dets potentiale. Der er også indgået aftale om, at Sport Event Fyn støtter op om udvikling af løbets motionistdel. Det er Cykling Odense og Sport Event Fyns opfattelse, at motionscykelløbet har stort vækstpotentiale på grund af den stigende interesse i befolkningen for motion. Fokus er i øjeblikket på løbemotionen, men det forventes, at det også smitter af på cykelmotionen. Målsætningen er, at der i 2011 er 2.000 startende til løbet.

 

Motionsløbet har i de senere år haft et stabilt deltagerantal med 833 i 2006, 1.011 i 2007, 865 i 2008 og 926 i 2009.

 

For at indfri målsætningen kræves der en ekstraordinær markedsføringindsats, som iværksættes i dette jubilæumsår, da jubilæet blandt andet kan være med til at skabe en øget mediedækning af løbet. På baggrund heraf søges om ekstraordinære 25.000 kr., som fordeles med 21.000 kr. til ekstraordinære aktiviteter og markedsføring og 4.000 kr. til en lille jubilæumsreception.

 

De ekstraordinære aktiviteter og markedsføring vil fx være, at:

 

  1. søsætte et pilotprojekt ”Vi cykler med Avisen” med afvikling af nogle træningsaftener forud for Fyen Rundt. Deltagelse er gratis. Målet er i første omgang, at træne begyndere op til at kunne cykle de 30 km og 75 km.
  2. tilbyde Odense Kommunes ansatte at deltage til nedsat pris. Dette som opfølgning på kampagnen – Vi cykler til arbejde.
  3. samarbejde med Udvikling Odense om, at synliggøre Verdensudstillingen i Shanghai i selve Odense
  4. synliggøre arrangementet med plakater i de store plakatsøjler rundt om i byen.

 

Odense Kommune har i de tidligere år ydet støtte med 50.000 kr. til arrangementet. Cykling Odense har ligeledes søgt Sport Event Fyn om tilskud på 50.000 kr., hvilket forventes bevilget også i lighed med de tidligere år.

 

Økonomi

Tilskuddet på 75.000 kr. afholdes af kontoen til arrangementet og særlige begivenheder. Den samlede ramme er på 633.313 kr. Hvis der bevilges tilskud til arrangementet, resterer der 160.913 kr.

Administrative konsekvenser

Der er ingen administrative konsekvenser for Odense Kommune

SundhedsKonsekvensVurdering (SKV)

Sundhedskonsekvens er ikke relevant i denne sag.

Bilag

 

 

 

C: Sager til drøftelse/forberedelse


3. 2. udvalgskonference - Budget 2011

Åbent - 2010/017069

 

Sagsresumé

I forbindelse med den nye budgetprocedure undergår kommunens kerneområder effektstyring i løbet af indeværende byrådsperiode. I budget 2011 er kerneområdet Udvikling og Læring i fokus.

 

Børn- og Ungeforvaltningen fremsender hermed materiale til brug for Børn- og Ungeudvalgets 2. udvalgskonference den 27/4 2010. Materialet består af effektmål og forandringsteorier for kerneområdet Udvikling og Læring. Materialet suppleres af udvalgte nøgletal. Effektmål og forandringsteorier er udarbejdet på baggrund af 1. udvalgskonference, hvor udvalget udpegede fokus for det udvalgte kerneområdes effektmål.

 

I henhold til Økonomiudvalgets rammeudmelding for 2011, udarbejder hvert udvalg effektiviseringsforslag for 5.000.000 kr. årligt fra 2011 i forbindelse med budgetproceduren. Børn- og Ungeforvaltningen har udarbejdet forslag til effektiviseringer, som udvalget anmodes om at drøfte med henblik på fremsendelse til byrådets drøftelser den 25/26. maj.

Indstilling

Børn- og Ungeforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter effektmål og forandringsteorier for ”Udvikling og læring” samt effektiviseringsforslag for 5.000.000 kr./år, der skal indgå i effektiviseringsrammen i forbindelse med fornyelse.

Beslutning

Børn- og Ungeudvalget drøftede sagen.

 

Udvalgsmedlem Mai Henriksen deltog ikke i mødet.

 

SAGSFREMSTILLING

Indførelse af effektstyring

 

Budgetproceduren for budget 2011 og overslagsårene 2012-2014 indeholder en række nye elementer, som skal sikre udvalgene og byrådet et bedre grundlag for politisk prioritering og strategisk fokus. Dette sker ved indførelse af effektstyring af Odense Kommunes kerneområder.

 

Implementering af effektstyring betyder, at budgetprocessen i højere grad kommer til at handle om langsigtede mål for kvalitet på kerneområderne. Byrådet skal dermed opstille klare mål for hvilken effekt, man ønsker at de leverede ydelser skal resultere i. Fokus flyttes altså fra mål for produktivitet til mål for, hvilke virkninger de producerede ydelser har for kerneområdernes respektive målgrupper.

 

Ved at integrere effektstyring i budgetprocessen sikres en klar sammenhæng mellem de politiske mål, den budgetmæssige tildeling af ressourcer samt systematisk opfølgning på målene. Derfor tager implementeringen af effektstyring også udgangspunkt i to velkendte cyklusser, nemlig byrådsperioden og budgetåret.

 

Fokus for effektmålene på kerneområderne blev givet af de politiske udvalg på 1. udvalgskonference. Siden udvalgskonferencen har forvaltningerne på denne baggrund udarbejdet udkast til konkrete effektmål på kerneområderne som er i fokus i budget 2011.

 

Der er i tillæg til effektmålene udarbejdet forandringsteorier, som beskriver hvordan indsatser under de respektive kerneområder understøtter de valgte effektmål. Der laves årlige opfølgninger på graden af målopfyldelse på effektmålene.

Endelig gives en beskrivelse af forvaltningens kerneområder gennem udvalgte nøgletal og faktuelle oplysninger.

Effektivisering:

I henhold til Økonomiudvalgets rammeudmelding for 2011, udarbejder hvert udvalg effektiviseringsforslag for 5.000.000 kr. årligt fra 2011 i forbindelse med budgetproceduren. Forslagene må gerne være tværgående og er ikke begrænset til at omhandle eget udvalgsområde. Der skal således tilvejebringes effektiviseringsforslag for samlet 30.000.000 kr., og det kan dermed undgås, at den resterende effektiviseringsramme bliver delt ud via en fordelingsnøgle baseret på budgetandele, men i stedet via kvalificerede effektiviseringsforslag, der bunder i fornyelsesstrategien.

 

Såfremt der ikke sker fuld finansiering ud fra ovenstående, vil rammen dog blive fordelt til hvert udvalg ud fra budgetandele eksklusive områder uden overførselsadgang samt puljer. En fordeling af den pt. resterende effektiviseringsramme kan ses i tabellen nedenfor.

 

1000 kr. 2011-priser

Nøgle

2011

2012

2013

2014

Økonomiudvalget

4,9 %

-1.237

-1.402

-1.402

-1.402

By- og Kulturudvalget

8,0 %

-2.023

-2.293

-2.293

-2.293

Ældre- og Handicapudvalget

31,1 %

-7.925

-8.982

-8.982

-8.982

Socialudvalget

5,7 %

-1.438

-1.630

-1.630

-1.630

Børn- og Ungeudvalget

48,7 %

-12.395

-14.047

-14.047

-14.047

Arbejdsmarkedsudvalget

1,7 %

-433

-490

-490

-490

I alt

100,0 %

-25.451

-28.843

-28.843

-28.843

 

Børn- og Ungeforvaltningen har udarbejdet forslag til effektiviseringer, som udvalget anmodes om at drøfte med henblik på fremsendelse til byrådets drøftelser den 25/26. maj.

 

Administrative konsekvenser

Ingen.

SundhedsKonsekvensVurdering (SKV)

Ingen.

Bilag

1. Program for 2. budgetkonference (bilag 1 budgetkonference.doc)
2. Fornyelsesprogram (bilag 2 budgetkonference.doc)
6. Nøgletal for kerneområderne (bilag 6 budgetkonference.doc)
7. Langsigtede perspektiver for anlægsområdet i BUF (bilag 7 budgetkonference.doc)
5. Opmærksomhedspunkter vedrørende effektmål (bilag 5 budgetkonference.doc)

 

 

 

E: Orientering

4. Brugsretsaftale Arena Fyn

Åbent - 2010/040717

 

Orientering

Arena Fyn har været i drift siden oktober 2007. Driften og den kommunale anvendelse af Arenaen til arrangementer er defineret i en såkaldt ”brugsretsaftale” der blev tiltrådt af såvel OCC som Odense Kommune, da der blev indgået aftale mellem parterne om at etablere Arena Fyn.

 

Med baggrund i indhentede erfaringer for afvikling af arrangementer, samt ønsker fra Odense Sport & Event (OS&E), og Odense Kommune har OS&E udarbejdet et sæt brugerrettede retningslinier for anvendelse af Arena Fyn som tillæg til den eksisterende aftale.

 

Det drejer sig særligt om det serviceniveau og udstyr, som brugerne kan forvente inden for rammerne af den vederlagsfri kommunale råderet.

 

OS&E har udarbejdet retningslinierne, som har været til kommentering i samarbejdsudvalget, der består af repræsentanter fra OS&E, Eventhouse, Sport Event Fyn og Fritidsafdelingen, der anbefaler at tillægget godkendes.

 

Den nuværende brugsretsaftale beskriver dels omfanget af den vederlagsfri kommunale råderet og dels prioriteringen mellem forskellige arrangementstyper.

 

Siden Arenaen blev taget i brug, er der afviklet en række arrangementer. Erfaringerne med afvikling af disse giver anledning til at uddybe dele af aftalen i forhold til de arrangører, der gør brug af den kommunale vederlagsfri brugsret.

 

I brugsretsaftalen fremgår der af § 7.8 følgende:

Drift som nødvendiggør, at OCC stiller andet end det, der normalt må forventes til rådighed for OKFA’s (Odense Kommune/Fyns Amt) arrangementer, herunder med hensyn til el, vand, varme og rengøring skal betales af arrangøren i forhold til den konkrete udgift ud over det normalt forventelige.”

 

Da det normalt forventelige blev drøftet, var parterne enige om OS&E’s vederlagsfri serviceniveau skulle være i omfang svarende til afvikling af en håndboldlandskamp.

 

Da Arena Fyn har lagt tag til en række andre arrangementer end håndboldkampe eller lignende, er der opstået et behov for at definere det normalt forventelige yderligere og betalingen for det, der ligger ud over det normalt forventelige.

 

I den eksisterende brugsretsaftale fremgår det heller ikke præcist hvilke faciliteter og udstyr, der kan disponeres over til hvilke arrangementer.

 

I de udarbejde retningslinier er der lavet en præcisering af serviceniveauet, hvilket har været betinget af, at enkelte arrangører har haft en forventning om at kunne trække ubegrænset på OS&E’s personale i arrangementsperioden. Ved indgåelse af brugsretsaftalen var det hensigten, at OS&E’s personale skulle bistå i forbindelse med de tekniske installationer, det vil sige rådgivning om anvendelse samt bistand ved driftssvigt. Det er nu præciseret yderligere i tillægget.

 

For eksempel er det nu defineret, at: Brugsretten af Arena Fyn inkluderer en teknisk medarbejder under opbygning og afvikling af arrangementet i det tidsrum arrangøren råder over arenaen. Herudover afregnes der med 400 kr. pr. time.

 

Der har endvidere været tvivlsspørgsmål i forbindelse med omfanget af inventar og lokaler, der var indeholdt i aftalen. Der er nu udarbejdet en inventar liste, der modsvarer det inventar, der blev indkøbt i forbindelse med etableringen af arenaen eller senere. Inventarlisten er udtømmende og levner, derfor ikke længere tvivl om hvad der stilles til rådighed og hvad yderligere inventar koster i tilkøb.

 

Det sidste centrale punkt i tillægget vedrører catering. Her har der fra arrangører og eventorganisationers side været et stort ønske om, at der differentieres mellem catering af publikum og catering af frivillige. Dette er nu præciseret i et bilag, hvor prisniveauet for bespisning af frivillige/medhjælpere bliver defineret sammen med prisniveau for forskellige tilkøb af udstyr og serviceydelser. Tidligere blev medhjælper bespisning afregnet efter normalprisniveau eller efter et for det enkelte arrangements aftalt niveau.

 

Børn- og Ungeforvaltningen vurderer, at tillægget er i overensstemmelse med de oprindelige intentioner bag brugsretsaftalen. Præciseringerne vil medvirke til at undgå misforståelser og til at give arrangører stor klarhed over de udlånsbetingelser der er gældende for at anvende den vederlagsfri kommunale råderet af Arena Fyn.

Bilag

 

 

 

5. Tilskud til Amtsungdomsorganisationer 2009

Åbent - 2009/002322

 

Orientering

Efter amternes nedlæggelse blev det besluttet, at Odense Kommune i en overgangsperiode fra 2007-2010 skulle fordele Den ikke lovbestemte bevilling fra Kulturministeriet til en række kulturinstitutioner i Kulturregion Fyn.

 

Det Rådgivende Fritidsudvalg på Fyn er etableret med det formål, at skaffe de bedst mulige vilkår for det frivillige foreningsarbejde i det tidligere Fyns Amt.

Medlemmer af Det Rådgivende Fritidsudvalg er valgt blandt kulturinstitutionerne i Kulturregion Fyn.

 

Det Rådgivende Fritidsudvalg indstiller hvilke organisationer, der kan opnå

offentlige tilskud. Det er en forudsætning, at tilskuddet bruges til B&U-aktiviteter.

 

Amtsungdomsorganisationerne består af:

  • Gruppe 1 Idrætsorganisationer
  • Gruppe 2 Børne- og Ungdomskorps
  • Gruppe 3 Politiske Ungdomsorganisationer
  • Gruppe 4 Andre Organisationer

 

Rådighedsbeløbet i 2009 var 1.350.823 kr. Beløbet var sammensat af ordinært tilskud på 1.188.878 kr. samt ubrugte midler fra 2008 på 161.945 kr.

 

Beløbet fordeles efter følgende fordelingsnøgle:

  • Gruppe 1 får 40 % af tilskuddet
  • Gruppe 2 får 25 % af tilskuddet
  • Gruppe 3 får 12 % af tilskuddet
  • Gruppe 4 får 23 % af tilskuddet

 

Børn- og Ungeforvaltningen skal i samarbejde med Det Rådgivende Fritidsudvalg vurdere på, hvordan ordningen fremover skal administreres. Der vil blive udarbejdet et forslag i løbet af 1. halvår 2010.

 

Det Rådgivende Fritidsudvalg deltager i drøftelse af nye kriterier.

Bilag