Hvad er legater? Odense Kommune administrerer en del legater, som er oprettet af personer, der har ønsket at tilgodese diverse personkredse, som er nævnt i legaternes fundatser. Det kan f.eks. være til uddannelse, sygdom og trang.
Hvem kan søge?
Personer, der opfylder betingelserne i fundatserne, kan søge om at få tildelt en legatportion, når disse bliver annonceret ledige.
Servicemål
•At sikre, at borgerne får kendskab til, hvilke legater der kan søges og hvornår.
•At tilstræbe, at legaterne er tidssvarende, og at beløbene, der bliver tildelt, følger udviklingen i samfundet.
•At tidsfrist for ansøgning oplyses i annoncerne.
Sådan kan du søge legater Ledige legatportioner bliver 2 gange om året annoceret på Odense Kommunes
hjemmeside og i distriktsbladet Ugeavisen. I annoncen oplyses ansøgningsfrister.
Legaterne er også optaget i forskellige legathåndbøger, som kan lånes på biblioteket, samt annonceret her på hjemmesiden.
Enkelte legater kan ikke søges, idet de uddeles uden ansøgning til bestemte formål, som er beskrevet i legatfundatserne, f.eks. forskning i en bestemt sygdom m.m.
Sådan administreres legaterne
Odense Kommune tilstræber, at betingelserne i fundatserne er tidssvarende, og derfor bliver legaterne søgt sammenlagt eller ophævet, når det viser sig, der ikke er ansøgere til legaterne, eller der kun kan udbetales meget små beløb.
Skatteregler
Tildelte legatportioner, f.eks. uddannelseslegater, kan være skattepligtig B-indkomst. Hvis dette er tilfældet, vil det fremgå af svarskrivelsen.
Hvor henvender du dig?
Efter annonceringen kan ansøgningsskemaer afhentes i Kommunikations stand ved hovedindgangen på Odense Rådhus eller kan blive tilsendt ved indsendelse af frankeret svarkuvert til.
Finans og Regnskab, værelse 317, Odense Rådhus, Flakhaven 2 5000 Odense C. Tlf. 66 13 13 72 eller direkte 65 51 11 67
Klagemulighed Afgørelse over tildeling af legatportioner kan ikke påklages.