Den tidligere handicappolitik for Odense Kommune er udarbejdet med udgangspunkt i FN's standardregler om Lige Muligheder for Handicappede fra 1993.
En trykt version kan rekvireres ved at kontakte Karina Elbrønd på tlf. 65 51 10 14 eller ved at sende en e-mail til kelp@odense.dk
Målgruppen
Målgruppen for politikken er mennesker med manglende eller begrænsede muligheder for at deltage i det almindelige samfundsliv på lige fod med andre grundet fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Dette gælder såvel voksne som børn og unge.
Målsætninger
Målet med Odense Kommunes handicappolitik er, at mennesker med handicap kan leve en tilværelse så nær det normale som muligt og på egne vilkår. Derfor skal handicappede gives de samme muligheder som befolkningen i øvrigt vedrørende bolig, uddannelse/job og fritid. De givne tilbud bør bygge på principper om tilpasning til den enkeltes behov, færrest mulige indgreb, selvaktivitet og integritet hos handicappede. Der lægges vægt på, at den enkelte bestemmer over eget liv. Derfor skal Odense Kommune understøtte, at enhver har mulighed for at tage ansvar for eget liv.
Odense Kommune vil forpligte sig til at arbejde for tilvejebringelse af lige muligheder for alle, så aktiviteter, serviceydelser og information gøres tilgængelig for mennesker med alle typer handicaps. Hjælpen skal koordineres på tværs af forvaltninger, faggrupper og andre myndigheder. Handicaparbejdet skal bygge på dialog med den enkelte bruger, Odense Handicapråd og handicaporganisationerne. Medarbejdere, der arbejder med handicappede og deres familier, skal have et højt vidensniveau på handicapområdet.
Odense Kommune sætter særligt fokus på følgende indsatsområder
Tilbud til de handicappede og deres familie
- Flex- og skånejobs skal til stadighed udbygges i nødvendigt omfang.
- De tilbud, der gives til handicappede, bør tilpasses den enkeltes aktuelle behov. Det bør sikres, at indsatsen til den handicappede gives så tidligt som muligt, og at dette sker overskueligt og som en helhed. Det tilstræbes at skabe bedst mulig kontakt mellem forvaltningen og den handicappede, herunder også dennes familie og øvrige netværk.
- Det bør tilstræbes, at der er tilstrækkelige botilbud til mennesker med handicaps.
- Odense Kommune støtter, at der i det lokale og det kommunale foreningsliv gives relevante tilbud til handicappede.
- For børn og unge er det særligt væsentligt at sikre, at de enkelte tilbud samles i en helhedsindsats, der er overskuelig for hele familien.
- Hvis den handicappede og/eller vedkommendes familie ønsker det og kan magte det, skal man have tilbud om undervisning i, hvordan man selv kan udføre opgaver, det vil sige hjælp til selvhjælp.
Informationer
- Der bør tilstræbes en tæt dialog mellem forvaltning, brugerorganisationer, handicappede og deres familier.
- Der skal sikres information til handicappede og deres familier om tilbud- og støttemuligheder, herunder skal der udarbejdes servicedeklarationer på alle relevante områder.
- Rådgivning, vejledning og information om mulighederne for støtte til uddannelse og job for handicappede skal gives på en let tilgængelig måde og i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.
- Informationer skal gives, så den enkelte handicappede kan forstå det, eventuelt ved hjælp af tekniske hjælpemidler.
- Vedrørende børn og unge med handicap er det særligt væsentligt, at kommunen vejleder og orienterer forældrene om, hvilken hjælp der er at få, og hvordan hjælpen søges. Ligeledes skal forældrene informeres om de tilbud, brugerorganisationerne giver, samt om nødvendigt have tilbud om hjælp til planlægning.
Tilgængelighed
- Ved planlægning af alle former for nybyggeri skal handicappedes behov indgå som en naturlig del af beslutningsprocessen, så der tilstræbes tilgængelighed for alle typer handicappede.
- Ved ombygning skal der tages de størst mulige hensyn, som den konkrete situation tillader.
Uddannelse af Odense Kommunes medarbejdere
- Kommunens medarbejdere, som arbejder med handicappede, skal til stadighed været opdateret indenfor området.
Brugerundersøgelse
- Der skal med regelmæssige mellemrum laves brugerundersøgelser på handicapområdet.