Odense Kommunes kulturstrategi var en af de overordnede politisk vedtagne strategier fra 2004. Strategien udvalgte nogle indsatsområder, som kommunen ville investere.
Udvikling af en Kulturstrategi for Odense Kommune
Arbejdet med Kulturstrategien blev igangsat primo 2004. Der blev gennemført en intensiv dialog- og debatproces med flere hundrede aktører fra byens kulturliv, erhvervsliv, uddannelsesområdet, Fyns Amt, og Odense Kommune.
På baggrund af dialogprocessen blev der udarbejdet et udkast til en kulturstrategi. Udkastet rummede eksempler og ideer til aktiviteter, byggerier og indsatsområder. Og den 6. oktober 2004 vedtog byrådet den kulturstrategi, som skulle gøre Odense til Danmarks kreative by.
Udmøntning af Kulturstrategien
Umiddelbart i forlængelse af kulturstrategien blev der indgået en politisk aftale om udmøntningen af Kulturstrategien. I aftalen som blev indgået den 30. november 2004 (mellem A, C, SF og V) blev der afsat 385 mio. kr. til strategien. Midlerne kom fra salget af kommunens Elsam-aktier.
Der blev afsat 285 mio. kr. til anlæg (Stjerneskibet, Kulturmaskinen, Rytmeposten, og Magasinet og Kansas Citys øvelokalefaciliteter, udvikling af byrum, en sportsarena, og et musik-/ teaterhushus).
Der blev også afsat 100 mio. kr. til drift af nuværende og nye kulturaktiviteter over de næste ti år (Stjerneskibet, Kulturmaskinen, festivaler, Brandts Klædefabrik, Center for kunst og videnskab, EventHouse, Den Fynske Landsby, Kulturaktivitetspuljen).
Med baggrund i forligsaftalen vedtog byrådet den 8. december 2004 udmøntningen af kulturstrategien. Den 30. marts 2005 besluttede byrådet, at placere bygningen af et Musik- og Teaterhus på koncerthusgrunden ved Odense Koncerthus. Samtidig blev det besluttet, at Arena Fyn skulle placeres ved Odense Congres Center.
Odense, Danmarks kreative by
Arbejdet med at realisere Kulturstrategiens enkelte elementer gik hurtigt i gang og eksterne parter som Fyns Amt, Syddansk Universitet, og en række fonde, herunder Lokale- og Anlægsfonden, samt Fonden Realdania, blev løbende inddraget i arbejdet.
Flere af kulturstrategiens projekter er udført i samarbejde med private aktører. I disse situationer har der været gennemført forhandlinger om vilkår og opgavefordelinger forud for projekteringen. Gennem hele strategiudmøntningen arbejder de enkelte fagforvaltninger desuden løbende med at sikre sammenkobling og synergi mellem det eksisterende kulturliv og kulturstrategiens nye elementer.