Alene i kommunens 5. klasser har mere end 250 børn behov for at komme i gang med at dyrke en eller anden form for motion på grund af deres vægt. Nu går 11 odenseanske foreninger derfor sammen med kommunen i Projekt Grib Chancen for at etablere en række særlige tilbud til børnene.
Børnene skal have gode oplevelser med foreningslivet og lære at spise sundt og dyrke motion på egne vilkår.
Tilpassede tilbud
Foreningernes tilbud spænder lige fra judo og dans til en særlig livsstilsklub for børnene og deres forældre. Fælles for tilbuddene er, at de er særligt tilrettelagt for overvægtige børn. Alt for mange af de overvægtige har nemlig givet op i forhold til den lokale idrætsklub, fordi de har erfaret, at de ikke kan klare sig fysisk i forhold til deres jævnaldrende.
- Forældre til overvægtige børn efterspørger derfor jævnligt særligt tilrettelagte aktiviteter til deres børn, siger sektionsleder Dorte Ankjær Nielsen, Fritidsafdelingen.
Lytter til børnene
Hvert år får 2500 elever i Odense Kommunes 5.klasser en udvidet samtale med en sundhedsplejerske, der blandt andet fokuserer på børnenes højde, vægt og taljemål. Overvægtige elever og børn i risikogruppen får tilbudt et seks ugers ophold på kommunens feriekoloni på Fanø. Ca. 50 familier ender med at benytte sig af tilbuddet. Men det har længe stået højt på sundhedsplejerskernes ønskeliste at få et udvidet tilbud, dels til de unge, som kommer hjem fra den særlige feriekoloni, dels til de overvægtige unge, som af den ene eller anden grund aldrig kommer af sted.
- Med Grib Chancen får vi endelig skabt en bred vifte af tilbud, som vi kan tilbyde alle overvægtige børn i deres lokalområde uanset alder, siger sundhedskoordinator Sonja Seerup Hansen, Børn og Unge forvaltningen, Odense kommune.
Fritidsafdelingen har benyttet sig af deres kendskab til mange af børnene fra kommunens sommerkoloni på Fanø for at finde frem til de mest attraktive tilbud:
- Vi har spurgt børnene, hvad de gerne vil fortsætte med, når de kom hjem igen. Og de har blandt andet peget på amerikansk fodbold, hvor det næsten er en fordel at være kraftig. Idet hele taget har børnene været glade for kampsport, dans og cykling, siger sektionsleder Dorte Ankjær Nielsen, Fritidsafdelingen.
Tæt samarbejde med sundhedsplejersker
Til projektet er der udarbejdet en pjece, hvor de deltagende foreninger beskriver deres tilbud. Pjecen skal blandt andet uddeles af kommunens sundhedsplejersker og folkeskolens lærere, når de alligevel er i kontakt med børnene og deres forældre. Men derefter er det i høj grad op til foreningerne selv at udvikle nye aktiviteter, der både kan tiltrække og fastholde de unge. Grundtanken er nemlig, at de overvægtige børn og unge skal være medlemmer af foreningerne på helt almindelige vilkår.
I forbindelse med projektet kan de deltagende foreninger søge tilskud til kurser, kostvejledning, indkøb af særlige rekvisitter mm, lige som de kan trække på viden og erfaringer fra instruktører, der har erfaring med denne gruppe børn.
Anderledes tilbud
Bag projektet Grib Chancen står Idrætspolitisk Forum Fyn, der er et dialogbaseret netværk mellem alle de fynske kommuner og idrætsorganisationer på Fyn. Odense Kommune deltager i projektet sammen med 7 andre fynske kommuner. I Odense er foreløbig 11 foreninger med i projektet:
- Kodokan Odense – kampsport
- Rugby Club Odense – rugby
- Sparta Odense – boksning
- Odense Swans – amerikansk fodbold
- Munkebjerg Gym og Hop – gymnastik
- Odense Giants Softball – baseball
- FKS Odense – livsstilsklub
- Tennis Club Odense – tennis
- Cykling Odense – cykling
- Odense Fægteklub – fægtning
- Odense Amatør Sportsdanser Klub – dans
Firmasport Klubbernes Sammenslutning står fx for en særlig livsstilsklub, hvor den unge kommer med en voksen partner for at diskutere, træne og lege sig til bedre kost- og motionsvaner og en sundere livsstil. Odense Giants Softball vil lære børnene den særlige light-version af det amerikanske spil baseball. Det er en form for avanceret rundbold, hvor det tæller lige så meget at kunne gribe, kaste og batte som at løbe hurtigt.
- Jeg har kun stor ros til foreningerne, som har været meget imødekommende og velvillige. Det betyder meget, at de unge kan få del i det sociale liv og netværk, som foreningslivet kan tilbyde. Mange af foreningerne har set, at de kan være med til at gøre en forskel for de børn og unge, som har brug for lidt anderledes tilbud , siger Annegrete Gohr Månsson, der er projektleder for hele det fynske projekt. Projektets succeskriterie er at få etableret 30 permanente tilbud på hele Fyn:
- Med så mange projekter alene i Odense ser det heldigvis ud til, at vi kan nå det mål, siger projektleder Annegrete Gohr Månsson.
Projektet er støttet af Kulturministeriet og kører frem til 31. marts 2012.
Læs mere om Grib Chancen på
www.gribchancen.nu