Luk

De studerende giver klubber og foreninger nyt liv

Et spændende og varieret foreningsliv er med til at gøre Odense til en attraktiv studieby. Men de mange studerende er også en guldgrube for byens ungdomsklubber og foreninger, der med lidt omtanke og indsats kan rekruttere dygtige og engagerede medarbejdere, ledere og medlemmer.

Tarup Ungdomsskole

På Tarup Ungdomsskole har man haft så stor succes med at tiltrække studerende til klubarbejdet, at de studerende udgør ca. 20 ud af i alt 150 medarbejdere. De studerende er næsten alle ansat på timelønsbasis og kommer især fra de pædagogiske og sociale uddannelser.
- De fleste af de studerende arbejder i vores klubber som klubmedarbejdere om eftermiddagen med de 10-13-årige eller om aftenen med de 14-18-årige. Resten er tilknyttet vores dag- og fritidsundervisning som undervisere eller vikarer, forklarer ungdomsskoleleder Carsten Djursaa, Tarup Ungdomsskole.
- At have en stor gruppe studerende ansat giver et ungt miljø, som passer godt til en ungdomsskole. Det giver hele tiden nye friske øjne på vores "produkt" og dermed en løbende mulighed for at kvalitetskontrollere. Det giver også en meget fleksibel medarbejderskare, så vi hurtigt kan iværksætte fokuserede indsatser, siger Carsten Djursaa, der mener, at de studerende giver et godt mod- og medspil til både børn, unge og de øvrige faste medarbejdere, selv om det kan være en ulempe, at det giver en hurtigere udskiftning i personalegruppen:
- Det stiller store krav til introduktionsforløb og kontinuerlig kompetenceopbygning, tilføjer Carsten Djursaa.

Birka får erfaring

Netop muligheden for at erhverve sig nye kompetencer har været vigtig for Birka Jensen, der som studerende har valgt at arbejde for Tarup Ungdomsskole:
- Da jeg er ved at uddanne mig til pædagog, giver et job i Tarup Ungdomsskole muligheden for at få erfaringer inden for mit fagområde, imens jeg er under uddannelse. Jobbet er i sig selv enormt givende, både på det personlige og det professionelle plan, siger Birka Jensen.


Fyldt trænerbænk i OB

En af de foreninger, som har fået meget ud af at satse på studerende, er fodboldklubben OB, som siden sommeren 2010 har rekrutteret 14 nye ungdomstrænere på henholdsvis Syddansk Universitet og seminarierne. Klubben har løbende brug for 72 ungdomstrænere, så de mange studerende på trænerbænken er en kærkommen forstærkning af trænerstaben.
For at sikre en god dialog med de studerende har OB sat kontakten med uddannelsesinstitutionerne i system. Hvert år ved skolestart afholder OB et introduktionsmøde for interesserede studerende, der inviteres gennem opslag på skolerne og på hjemmesider og lokale intranet. Desuden tilbydes alle studerende studiekontingent, og de studerende, der træner et hold, slipper helt for at betale kontingent i klubben.
- Vi holder rekrutteringsmøder to gange om året, og hver gang møder der mellem fem og 10 studerende op, der som regel ender med at melde sig som ungdomstrænere, forklarer forretningsfører Jan Knudsen, OB. De studerende, som melder sig, bliver desuden tilbudt en trænertøjpakke, fællesspisninger og andre sociale arrangementer i klubben med studierabat, betalt relevant fodboldtræneruddannelse samt supervision af deres træning.


Studerende tilfører klubben ny viden Jan Knudsen

Hvis blot dialogen med skolerne er etableret, er der altså gode muligheder for at løse klubbens problemer med hele tiden at skulle skaffe nye ungdomstrænere. Men de studerende styrker også klubben på andre måder:
- De unge studerende er jo potentielt gode trænere, for de har tid til at engagere sig i træningen 3-4 gange om ugen. De vil gerne uddanne sig, og de har blik for det sociale – også i trænergruppen. Desuden tilfører de ofte klubben ny viden om sport og træning fra deres studier, siger Jan Knudsen, der mener, at mange klubber kan gøre mere for at få en god dialog med skolerne:
- Man kan afholde rekrutteringsaftener et par gange om året af max 45 minutters varighed med en klar dagsorden. Klubben skal have styr på, hvad man forventer af de studerende, og hvad man kan tilbyde de studerende. Det er også en fordel at sikre en klar forventningsafstemning gennem en skriftlig samarbejdsaftale, siger Jan Knudsen, der foreslår, at klubben sørger for at præsentere sine holdninger og værdier og forbereder sig godt på mødet med de unge, så de får et godt indtryk af klubben. Blandt andet fordi de unge har travlt og mange tilbud at vælge imellem:
- Så sørg for at aftale, om og hvornår de vender tilbage - og har du ikke hørt efter en uge, så ring dem op igen, tilføjer Jan Knudsen, OB


Ren win-win situation

 Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, Stina Willumsen, er glad for, at så mange uddannelsesinstitutioner og foreninger arbejder sammen:
- Samarbejdet en ren win-win situation for begge parter. Den studerende får et socialt netværk, og foreningerne får unge resursestærke medlemmer, der kan være med til at udvikle klubberne. Derfor må vi hele tiden se på nye muligheder for, hvordan vi kan styrke dialogen mellem uddannelsesinstitutionerne og foreningerne, så vi kan fastholde Odense som en attraktiv studieby, siger rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, Stina Willumsen.

PRINT
Tilføj link i FacebookTilføj link i TwitterFøj til favoritterSend til en ven|Vis flere muligheder
Borger