Luk

3. nyhedsbrev januar 2012


Illustration af Arkitekstfirmaet C. F. Møller


Erfarne kulturentreprenører og OPP-bygherrer
Det til formålet etablerede konsortium ”PIHL– K&L Gruppen” er parate til at bygge det unikke kulturbyggeri, der bliver en del af den store byomdannelse i centrum af Odense. E. Pihl & Søn A.S. og Kemp & Lauritzen A/S har hver for sig og i samarbejde med hinanden deltaget i en række kulturbyggerier og OPP-projekter. Pihl & Søn A.S. står blandt andet bag Operaen og Skuespilhuset i København, hvor også K&L gennemførte en række tekniske entrepriser, ligesom Pihl og K&L begge er med i OPP-projekterne ”Rigsarkivet” og den nye skole i Helsinge.

- Vi har nu fået en kvalificeret og kompetent medspiller, som har solid erfaring med andre store og komplekse kulturbyggerier, og det er vi utroligt glade for”, siger Pia Bay kontorchef i Odense Kommune.

Nu hvor Odense Byråd har truffet beslutning om, at det bliver ”PIHL– K&L Gruppen”, der kan byde på opgaven om Musik- og Teaterhuset, vil den detaljerede udformning af projektet blive fastlagt i løbet af foråret, så der kan indgås kontrakt i efteråret. I september giver byrådet så sit endelige tilsagn. Byggeriet kan derefter sættes i gang, så snart det er færdigprojekteret – formentlig i foråret 2013.

Driftsoperatøren er fundet
Husets fremtidige driftsoperatør er også udvalgt, og det bliver PH Live A/S ved Peter Sindberg, der bl.a. har været direktør i Musikteatret Vejle, og Hans N. Hansen, der bl.a. har været musikdirektør i Musikhuset Aarhus og arbejdet med internationale stjerner som Elton John, Sting, Andrea Bocelli, Anne-Sophie Mutter mfl.

Ud over musik og teater vil huset kunne anvendes til konferencer og events og have tilknyttede mødelokaler.


En vigtig brik i en ny bymidte
Musik- og Teaterhuset placeres på en af byens bedste grunde tæt på banegården og Flakhaven. Det er Odense Kommunes ønske, at Musik-og Teaterhuset bliver blandt de største kulturhuse herhjemme, og at det kan blive vartegn for en helt ny og moderne bymidte i Odense.

Selve Musik- og Teaterhusets foyer vil blive udviklet som et byrum under tag. Det åbne indendørs byrums placering giver direkte adgang til de omkringliggende byrum, som er en del af Thomas B. Thriges Gade-projektet. Derfor har Partnerskabet for omdannelse af Thomas B. Thriges Gade, Realdania og Odense Kommune, besluttet at afsætte 20 mio. kr. til den særlige byrums-foyer. De 20 mio. kr. finansieres som en del af Realdanias samlede støtte til Thomas B. Thriges Gade-projektet.

Musik- og Teaterhusets kommende foyer skal fungere som et overdækket offentligt byrum, der integreres i Thomas B. Thriges Gade-projektet. Det vil således komme til at fungere som et indendørs byrum, der på alle årstider vil blive et aktivt, samlende sted i området og i byen. Samtidig vil det kunne benyttes som formidlingssted for udstillingsaktiviteter i forbindelse med kommende byprojekter i Odense som eksempelvis omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade eller den kommende Odense Letbane.


Netop letbanens første linje bliver også planlagt, så den kan betjene Musik- og Teaterhusets besøgende. Musik- og Teaterhuset integreres altså tæt med omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade samt med den kommende letbane.

I 2016 forventer Odense Kommune, at Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskolen og Odense Teater kan flytte ind i de nye og bedre rammer, som Musik- og Teaterhuset vil give dem.

Musik- og Teaterhuset beløber sig til omkring 1/2 milliard kr.


Musik- og Teaterhusets hovedkomponenter

• Det nye Musik- og Teaterhus
• Store sal med 1.800 pladser
• Foyer med foyerscene
• Lokaler til Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole
• Lokaler til Odense Teater
• Eventuelt café, restaurant, butik og ungdomsboliger
• Et par hundrede parkeringspladser i kælder


Mere information:
Læs mere om projektet på: www.odense.dk/musikogteaterhuset.

Kontorchef Pia Bay, By- og Kulturforvaltningen, pbc@odense.dk, tlf.: 65 51 26 53,
mobil: 29 47 42 36

PRINT
Tilføj link i FacebookTilføj link i TwitterFøj til favoritterSend til en ven|Vis flere muligheder
OPD. 17-04-2012

Bystrategisk Stab/HHPE