Meningitis
Meningitis er en betændelse i hjernehinden, der kan skyldes både bakterier og virus. Dit barn kan få meningitis forårsaget af virus i forbindelse med anden virussygdom. Virus-meningitis er sjældent farlig og går over af sig selv uden behandling. Meningitis forårsaget af bakterier er derimod alvorlige og kræver behandling.
Symptomerne kan i starten ligne influenza med høj feber, hovedpine og opkastninger samt spændinger i nakke og ryg. Bliver dit barn sløvt, uklart, uroligt og irritabelt er det alvorlige tegn. Kommer der knappenålshovedstore blødninger i huden er det tegn på, at betændelsen har spredt sig til blodet. Begge disse tegn kræver akut behandling med antibiotika og hurtig hospitalsindlæggelse. Der skal derfor ringes 112.
Forebyggelse: Vaccination mod Hib-meningitis har været en del af det danske vaccinationsprogram siden 1993. Du kan ikke gøre noget for at forebygge de andre former for meningitis. Lægen har indberetningspligt til embedslægen ved konstatering af meningitis.
Smittemåde: Via host og nys, sjældent fra en person der er syg, men derimod en rask smittebærer. Derfor ses de fleste tilfælde af meningitis som enkelttilfælde. Sygdommen smitter ikke via madvarer.
Læs mere i Sundhedsplejerskens Nyhedsbrev her.
Læs mere om børnevaccinationsprogrammet