Luk

Børn og sol

Dit barn bør beskyttes i solen for at undgå skoldning, men også for at nedsætte risiko for hudkræft senere i livet. Det er en god idé at undgå middagssolen mellem kl. 12 og 15, da solens stråler i dette tidsrum er meget kraftige.

Har dit barn lys hud, er det mest udsat, fordi mennesker med lys hud har svært ved at danne pigment. Pigment er den brune farve, der opstår ved ophold i solen - jo lysere huden er, des sartere er den. Hvis dit barn har mørk hud, skal det dog også beskyttes mod solen, fordi den mørke hud ikke er en garanti mod hudkræft.

Helt små børn, som ikke kan gå eller kravle, bør opholde sig i skyggen. Større børn skal også beskyttes mod solen. Let sommertøj og en hat er god beskyttelse.

Solcreme beskytter mod solens UV stråler. Den skal både beskytte mod UVA og UVB stråler. Faktortallet er et udtryk for den beskyttelse man opnår mod UV strålerne. Brug faktor 15 eller derover. Det er vigtigt at smøre rigeligt solcreme på - en barnehåndfuld til en barnekrop og en voksenhåndfuld til en voksenkrop. Smør regelmæssigt og altid efter en tur i vandet.

I institutioner og dagpleje bør der sørges for skyggefulde legepladser.

Læs mere i Sundhedsplejerskens Nyhedsbrev her.

Læs om Sol og D-vitamin her.


 

PRINT
Tilføj link i FacebookTilføj link i TwitterFøj til favoritterSend til en ven|Vis flere muligheder