Den 13. marts 2008 udkommer Bellinge - træk af sognets
historie, der forsøger at give en samlet historisk beskrivelse af
forstaden Bellinge. Bogen er skrevet af fire arkivarer fra Odense
Stadsarkiv og lektor Per Grau Møller fra Syddansk Universitet.
Undervejs i arbejdet har frivillige med tilknytning til Bellinge
Lokalhistoriske Forening og Arkiv ydet en værdifuld indsats. Sognehistorien
vil blive præsenteret i Bellinge Sognehus’ store sal kl. 20.00.
Bogen skildrer udviklingen i Bellinge Sogn siden middelalderen og frem til
i dag, og det er historien om store omvæltninger.
Bellinge Sogns historie – kort fortalt
I århundreder var Bellinge og Brændekilde Sogne som tvillinger, der fulgtes
ad i tykt og tyndt. De levede i et slags had-kærlighedsforhold. Alle vidste
dog, at Bellinge var lillebror i forhold til Brændekilde. Bellinge var
annekssognet, der ganske vist havde en kirke, men ikke sin egen præst. Han
boede i Brændekilde, hvor også de store bønder havde deres gårde. Det var
ligeledes bønderne i Brændekilde, der først blev selvejere, mens bønderne i
Bellinge endnu var fæstere under Christiansdal (det tidligere Dalum
Kloster).
Bellinge var en ganske almindelig fynsk landsby med kirke, kro og
bøndergårde, der lå langs landsbygaden. Selv om udskiftningen rykkede lidt
op i den gamle landsby, og en stor brand i 1840 fik flere til at flytte ud
på markerne, så lignede Bellinge i store træk stadig sig selv, da halvdelen
af 1800-tallet var omme. Men på tærsklen til det 20. århundrede begyndte
Bellinge at gå sin egen vej, og tvillingerne Brændekilde og Bellinge
voksede fra hinanden.
Det kunne mærkes flere steder. Da de to sogne i 1800-tallet ligesom alle
andre fik kommunalt selvstyre, blev Bellinge og Brændekilde én kommune, men
i 1921 var selvstændighedstrangen i Bellinge så stærk, at man søgte om
separation. Kommunestriden handlede om penge. Et gammelt mundheld i
Brændekilde lød: "I Bellinge har man pungen, men i Brændekilde
pengene". Borgerne i Bellinge havde i mange år nasset på det mere
velstående Brændekilde, men omkring 1920 var rollerne byttet om.
Bellingefolkene ville ikke længere betale for Brændekilde. Skilsmissen blev
dog ikke til noget, for amtet var betænkeligt. Man skulle populært sagt
ikke bare kunne melde sig ud af en kommune for at spare i skat.
Bellinges voksende velstand var i mangt og meget kommet, fordi bønderne her
var mere omstillingsparate. Enkelte Bellingebønder var begyndt at sælge
deres yderste jord fra gartnere, der kom til sognet fra Lumby. Og snart
blev landbrugsland til gartneriland. Gartnerne kom til at sætte deres præg
på sognet de næste mange år, ikke mindst indtil parcelhusfolket rykkede til
Bellinge i 1960’erne. I århundreder havde Bellinge ligget hen i stilfærdig
tilbagetrukkethed, men fra de glade 60’ere blev landsbyen indfanget af
storbyens interessesfære. Bellinge blev "opdaget" af
odenseanerne, som tilskyndet af bygge- og udstykningsvågne folk fik øjnene
op for sognets idyller ved Odense Å. Odense var i efterkrigstiden i
voldsomt bekneb for boliger, så folk flyttede ud i de nye
parcelhuskvarterer i forstæderne – ud til f.eks. Bellinge. Her var masser
af plads, og så var skatten også lavere.
Hvor der før lå marker, skød Bellinges parcelhuskvarterer op. På rekordtid
blev landsbyen forandret fra landsby til sove- og villaby. År for år
voksede parcelkvarterene og strakte sig stadig længere ud. Her på grænsen
mellem land og by var der masser af plads til nybyggeri, hvor folk kunne få
opfyldt drømmen om eget hus med elektricitet, komfur, støvsuger,
transistorradio, telefon, kummefryser, vaskemaskine, toilet med afløb,
rindende vand og kunstigt klima ved hjælp af fjernvarme, Rockwool-isolering
og Danfoss-termostater. Og alt sammen i naturskønne omgivelser.
Udviklingen er inden for de sidste årtier gået stærkt i Bellinge, og mens
Brændekilde den dag i dag fremstår som et lidt gammeldags landsbysamfund,
så er Bellinge i dag en sydende forstad med eget næringsliv og boblende
foreninger. Området har stadig vokseværk, og nye udstykninger skyder op.
Der er flere grunde til, at det blev Bellinge og ikke Brændekilde, der blev
forvandlet til forstad. Bellinge lå dels tættere på hovedvejen, hvilket
gjorde det nemmere at komme til og fra Odense – at komme på arbejde. Og
dels var bønderne i Bellinge hurtigere til at se fordelen ved at sælge
deres jorder fra – først til gartnerierne og senere til parcelhusfolket.
Allerede i 1906 mente sognepræst Olsen, at Bellinge sammenlignet med
Brændekilde var præget af mere "ungdommelighed og livlighed".
Sognet var mere fremskridtsvenligt end de velnærede og traditionsbundne
bønder i Brændekilde.
Bogen er på ca. 240 sider, med omkring 150 billeder og med tre indlagte
foldekort.
Yderligere oplysninger fås hos Jørgen Thomsen (65511031 - jth@odense.dk
