Let’s Play – tre projekter med kreativ vinkel støttes med
100.000
Tre stærke, fynske projekter med en kreativ og legende vinkel får nu hver
100.000 kr. i medfinansiering fra Udviklingsforum Odense.
Kreativitet og leg er vigtige elementer i udviklingen af videnssamfundet.
Derfor ønsker Udviklingsforum Odense gennem medfinansieringen at sætte
fokus på, hvordan kreativitet og leg kan bruges i bestræbelserne på at gøre
Odense-området og Fyn til et af landets mest attraktive erhvervs- og
bosætningsområder.
De tre projekter retter sig mod forskellige målgrupper, og inddrager
kreativitet og leg på vidt forskellige måder:
Projektet "Legende motion for voksne", som er skabt af
iværksætterfirmaet Norwell Form Function, præsenterer med kinesisk
inspiration et dansk koncept for udendørs legepladser/fitnesscentre for
voksne.
Norwells partnere i projektet er H. J. Hansen Holding A/S og Institut for
Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet. En af hovedmålsætningerne er
gennem leg, motion og fitness at få nedsat sygefraværet, men derudover skal
legepladserne for voksne være med til skabe attraktive, rekreative
bymiljøer.
I projektet "LEGO – Serious Business" sættes der fokus på
iværksætteri for højtuddannede. Gennem leg og visualisering og via
værktøjet Lego Serious Play vil projektet præsentere universitetsstuderende
for teamudvikling, idégenerering og forretningsmodellering. Målet er på den
måde at motivere flere til at blive gode iværksættere efter endt studie.
Projektet er et samarbejde mellem Venture Cup, Mikroværkstedet og Syddansk
Universitet.
Det tredje projekt Robo Junior Campunderstøtter Odenses ambitioner
om at blive Nordeuropas Robotby. En stor udfordring i den sammenhæng er
manglen på kvalificerede studerende, og med Robo Junior Camp sættes den
nødvendige fødekæde i gang. Projektet, der motiverer unge til leg med
teknologi, skal øge interessen for videregående IT- og teknikuddannelser,
samtidig med at der sættes fokus på Odense som centrum for teknik og
robotteknologi. Partnere i projektet er Robots at Play, Mikroværkstedet og
Kulturmaskinen.
Erik Laumand, direktør i Nørgård Mikkelsen, er bestyrelsesmedlem i
Udviklingsforum Odenses og med i den styregruppe, som har taget initiativet
til jagten på de kreative, legende projekter. Og han er glad for, at der er
fundet tre udviklingsorienterede projekter:
- Det værd at bemærke, at de tre projekter tydeligt har som mål – også i
tiden efter projektperioden - at forstærke de kreative, legende kompetencer
på Fyn. Det er netop meget vigtigt, at vi hele tiden arbejder på at blive
bedre til at udnytte vores kreative potentiale. Vi har meget ambitiøse mål
for udviklingen de næste 10 år, og det kræver også, at vi har evnen og
viljen til at tænke nyt og anderledes. Det er samtidig vigtigt, at vi hele
tiden har med klare mål: At kreativiteten og legen fører til konkrete
projekter, håndgribelige produkter og virkelige job, siger Erik Laumand.
Projektleder Anette Pihl Nielsen er tilfreds med de tre projekter, og hun
er ikke i tvivl om, hvorfor leg skal være en del af Odenses
udviklingsperspektiver:
- Projekterne viser i 1:1, hvordan en legende tilgang kan bruges til at
skabe udvikling. Til at skabe anderledes oaser i byen, til at styrke de
studerendes evne som i værksættere og til at skabe interesse for teknik og
robotter. Dermed er alle tre projekter stærke eksempler på, at man finder
nye veje og koncepter, når man udfordrer vanetænkningen, siger Anette Pihl
Nielsen.
Udviklingsforum Odense modtog i alt 35 projektforslag, men foreløbigt har
altså kun tre fundet vej til realisering. De tre projekter vil bl.a. blive
præsenteret på den første konference om leg og læring i Odense den 11.
november i år.
Læs mere på www.udviklingsforumodense.dk
Yderligere information fås ved henvendelse til:
Projektleder Anette Pihl Nielsen på telefon 29 33 54 33