Odense Kommune og byens ungdomsuddannelser danner nu fælles front mod
misbrug blandt unge.
Byrådet har netop vedtaget en Ungestrategi, der har som målsætning, at alle
unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Og det er i den sammenhæng, at der
nu også sættes ind i forhold til misbrug af alkohol og rusmidler blandt
unge på ungdomsuddannelserne.
Odense Kommune har modtaget 4,3 mio. kroner til projektet fra
Sundhedsstyrelsen og i de næste 3 år vil der blive sat fokus på
problemstillingen.
Projektet etableres i et tæt samarbejde mellem Børn- og Ungeforvaltningen,
Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og de forskellige ungdomsuddannelser
i kommunen.
Projektet har to overordnede formål. For det første skal der øget fokus på
alkohol og rusmidler blandt unge på ungdomsuddannelserne. Det sker gennem
en overordnet fælles misbrugspolitik, som udarbejdes mellem kommunen og
ungdomsuddannelserne. I samarbejde med de unge og uddannelsesstederne skal
denne politik forankres lokalt på de forskellige skoler. For det andet
rummer projektet også vejledning og støtte til de unge, som allerede er
kommet i et misbrug og som har risiko for at droppe ud af deres
uddannelser.
Rådmændene for de involverede forvaltninger – Børn- og Unge samt Social- og
Arbejdsmarked - Jane Jegind og Erik Simonsen udtaler:
"Det er vigtigt, at vi sætter ind på flere fronter, hvis vi skal
have alle unge igennem en ungdomsuddannelse. For nogle af de unge er
overforbrug af alkohol eller misbrug af rusmidler en årsag til, at de unge
dropper ud af deres uddannelser. Derfor er det vigtigt, at vi sætter ind
forbyggende, så vi modvirker, at de unge kommer så langt ud. Samtidig skal
vi også tage hånd om de unge, som allerede har et misbrug og derfor
umådeligt svært ved at komme gennem en ungdomsuddannelse. Projektet er også
endnu et bevis på det gode samarbejde, som vi har med kommunens
ungdomsuddannelser. Derfor har vi også store forventninger til, at
projektet kan være med til at sikre, at flere unge gennemfører en
ungdomsuddannelse", slutter Jane Jegind og Erik Simonsen.
For yderligere information, kontakt:
· Rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Erik Simonsen TLF. 63
75 40 00
· Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen Jane Jegind TLF. 20 91 10 31